Har Lolita en søster?

Da den russiske forfatter Vladimir Nabokov døde i 1977, efterlod han manuskriptet til sin sidste roman med den besked, at det skulle brændes, hvis den ikke var færdiggjort.

Nabokovs mest berømte fortælling er ”Lolita”. Så er alle vist med.

Beretningen om den purunge femme fatale var i sidste uges KulturWeekend med i litteraturredaktørens liste over værker, som vi alle kan snakke med om, uden at vi har læst dem.

Skelsættende værk
Nabokovs enke Vera kunne i første omgang ikke få sig selv til at brænde manuskriptet. Nu sidder hans 73-årige søn Dimitri Nabokov med tændstikæsken og afgørelsen. Hvad skal der ske med de 50 tæt håndskrevne kartotekskort, som befinder sig dybt i en kælder i en bank i Schweiz? Her står Nabokovs sidste værk under titlen ”Det oprindelige om Laura”.

Nabokov var purist, fortæller litteraten Hannes Stein i Die Welt. Han ønskede ikke noget offentliggjort, som ikke i mindste detalje var finpudset.

Skal sønnen nu følge faderens vilje og brænde historien om Laura, som han mener vil udgøre 30 bogsider? Eller har han en forpligtelse over for omverdenen, som i det mindste er nysgerrig efter at erfare, om Laura er en søster til Lolita.

Det er næppe tilfældigt, at begge navne begynder med L.

Sønnen har udtalt, at manuskriptet »er det mest koncentrerede destillat af min faders kreativitet.« Han mener også, at det er »en brillant, original, potentielt helt radikal bog, som litterært adskiller sig meget fra resten af hans værk.« Litteraten Hannes Stein gør opmærksom på, at de to udsagn ikke rimer helt.

Skandalehistorie
For et par år siden gjorde Michael Maar, førende tyske ekspert i Nabokov, Marcel Proust og Harry Potter, opmærksom på, at ”Lolita” muligvis var inspireret af en litterært ubetydelig fortælling om en ældre mands kærlighed til en ung pige. Forfatteren var en ellers ligegyldig Heinz von Lichberg, som senere blev nazist. Det blev i medierne en skandalehistorie, selv om Michael Maar udtrykkeligt ikke mente, at der var tale om et plagiat.

Men historien gik sønnen på, og han tog fat i tændstikæsken for at undgå en gentagelse, men kom i tvivl. Han tøver stadig, fordi han mener, at faderens efterladte roman har en væsentlig litterær værdi, uanset at Vladimir Nabokovs ordre klart lød: »Verbrennt das Zeug« (brænd sagen/brænd stadset).