Har Lolita en søster?

Den russiske forfatter Vladimir Nabokovs søn afgør alene, om han skal følge faderens testamente og brænde den efterladte fortælling om Laura - måske en søster til Nabokovs Lolita?

Da den russiske forfatter Vladimir Nabokov døde i 1977, efterlod han manuskriptet til sin sidste roman med den besked, at det skulle brændes, hvis den ikke var færdiggjort.

Nabokovs mest berømte fortælling er ”Lolita”. Så er alle vist med.

Beretningen om den purunge femme fatale var i sidste uges KulturWeekend med i litteraturredaktørens liste over værker, som vi alle kan snakke med om, uden at vi har læst dem.

Skelsættende værk
Nabokovs enke Vera kunne i første omgang ikke få sig selv til at brænde manuskriptet. Nu sidder hans 73-årige søn Dimitri Nabokov med tændstikæsken og afgørelsen. Hvad skal der ske med de 50 tæt håndskrevne kartotekskort, som befinder sig dybt i en kælder i en bank i Schweiz? Her står Nabokovs sidste værk under titlen ”Det oprindelige om Laura”.

Nabokov var purist, fortæller litteraten Hannes Stein i Die Welt. Han ønskede ikke noget offentliggjort, som ikke i mindste detalje var finpudset.

Skal sønnen nu følge faderens vilje og brænde historien om Laura, som han mener vil udgøre 30 bogsider? Eller har han en forpligtelse over for omverdenen, som i det mindste er nysgerrig efter at erfare, om Laura er en søster til Lolita.

Det er næppe tilfældigt, at begge navne begynder med L.

Sønnen har udtalt, at manuskriptet »er det mest koncentrerede destillat af min faders kreativitet.« Han mener også, at det er »en brillant, original, potentielt helt radikal bog, som litterært adskiller sig meget fra resten af hans værk.« Litteraten Hannes Stein gør opmærksom på, at de to udsagn ikke rimer helt.

Skandalehistorie
For et par år siden gjorde Michael Maar, førende tyske ekspert i Nabokov, Marcel Proust og Harry Potter, opmærksom på, at ”Lolita” muligvis var inspireret af en litterært ubetydelig fortælling om en ældre mands kærlighed til en ung pige. Forfatteren var en ellers ligegyldig Heinz von Lichberg, som senere blev nazist. Det blev i medierne en skandalehistorie, selv om Michael Maar udtrykkeligt ikke mente, at der var tale om et plagiat.

Men historien gik sønnen på, og han tog fat i tændstikæsken for at undgå en gentagelse, men kom i tvivl. Han tøver stadig, fordi han mener, at faderens efterladte roman har en væsentlig litterær værdi, uanset at Vladimir Nabokovs ordre klart lød: »Verbrennt das Zeug« (brænd sagen/brænd stadset).

Blå bog - Vladimir Nabokov

Russisk forfatter, født i 1899.

Slog sig i 1940 ned i USA og blev engelsksproget.

Verdensberømt for ”Lolita” fra 1955, på dansk 1957, filmatiseret 1962.

Andre værker bl.a. ”Pnin” og ”Ada eller ador”.

Død i Montreux 1977.

Anmeldelse: Vladimir Nabokov: Lolita

11-08-2011: Claus Bech har med sin blændende oversættelse fanget Humbert Humberts slebne og indsmigrende tone i Vladimir Nobokovs 54 år gamle ”Lolita”. Læs artikel

Nyhed: Dickens skjulte homoseksualitet

03-02-2010: Engelsk professor bygger sin påstand på eksempler fra en række af Dickens' klassiske romaner. Læs artikel

Nyhed: Porno-anklager ryster Kafka-eksperter

15-08-2008: Kafka-eksperter er fortørnet over en bog, der påstår, at den berømte forfatter Franz Kafka havde en forkærlighed for porno. Læs artikel

Anmeldelse: Marquis de Sade: Justine

29-10-2011: Det forbliver en gåde, hvorfor det er blevet fundet relevant med en nyoversættelse af Marquis de Sades hovedværk. Læs artikel

Nyhed: De har fået Nobels litteratur pris

06-10-2011: Er prisen gået til en dansker? Hvornår blev den udddelt første gang? Få alle svarene her. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...