Tegneserie
Rikke Villadsen: Ind fra havet
104 sider, 240 kr.
Forlaget Aben Maler
En mærkelig og underligt dragende tegneserie. Rikke Villadsen hedder tegneren og fortælleren, og dette er hendes solodebut. Rammen er ganske ligetil: En sømand drager alene til søs, skibet kæntrer, og han bliver skyllet død op på stranden. Alt det indimellem lever et sted mellem drøm og virkelighed.
Sømanden er bare en gammel fisker, men hans rigt tatoverede krop fortæller om en voldsom fortid på de syv have. Han fanger en talende baby og en talende rødspætte, og med dem diskuterer han stort og småt - det er ofte morsomt. Inde på land går en tilknappet dame rundt, pludselig smider hun tøjet og dyrker sex med et stort, fallisk fyrtårn.
Der er megen symbolik i udgivelsen, som grundlæggende handler om livets opståen og afslutning.
Alt er tegnet med blyant, billederne er ikke finpolerede, men derimod grove, gnidrede og vilde, ofte aner vi, at streger er blevet visket ud og ændret. Vi ser altså håndens arbejde, og i disse computertider er det en kærkommen modreaktion. Ikke alle ruder er spændende, men en god, skæv bog er det.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



