Anmeldelse:
Anmeldelse: 6 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Moebius - Edenas Verden | bog.guide.dk

Et mareridt, man nødigt forlader

Moebius revolutionerede tegneserien i 1980’erne, blandt andet med mastodontværket ”Edenas Verden”, der nu endelig foreligger i samlet udgave på dansk.

Tegneserie
Moebius (Jean Giraud)
Edenas Verden

410 sider, 898 kr. (Seks bind)

Faraos Cigarer


B971355845Z.1_20140909202348_000+GBLFDPS0.1-0.jpg

Hvis man tror, at kommerciel sponsering af kunst kun afføder gold mainstream, skal man læse Moebius’ album ”Stjernerejsen” fra 1983. En bestilling fra Citroën-fabrikkerne, der må have set, at denne Jean Giraud, som han jo hed i virkeligheden, ville kunne tilføre deres bil et eller andet. Det skulle blive starten på et af den geniale tegners største værker, ”Edenas Verden”, et stort, kryptisk og vidunderligt eventyr om skabelsens syrede verden. Ikke religiøs som sådan, men spirituel – og et vildt, vanvittigt og aldeles uforudsigeligt forsøg på at komme nærmere religionens væsen og al dens menneskelige hjernespind.

I ”Stjernerejsen” mødte vi for første gang Stel og Atan, det umage par, der i det, der endte med at blive fem mastodontalbum, optrådte som modstræbende opdagelsesrejsende, indblandet i oprør, krig – og i deres eget besynderlige kærlighedsforhold. Moebius synes knap at kende sine hovedpersoner på forhånd, eller handlingen i det han selv tegner, for selvom hans streg er minutiøs og ekstremt kontrolleret, er visionen så langt fra den traditionelle seriefortælling, som man kan komme. Ikke sært, at Moebius blev anset for at være den europæiske tegneseries store mester, en værdig aftager til Hergé, hvis spirende åndelige frigørelse i ”Tintin i Tibet” Moebius fuldførte.

Da han døde i 2012, blev han hyldet verden over, for han var en af de vigtigste kunstnere i den bevægelse, som i 70’erne og 80’erne løftede den europæiske tegneserie op på et nyt plan.

Læs med lempe

Nu kan man så endelig få hele ”Edenas Verden” samlet på dansk. Seks indbundne album i en meget hårdfør samlekasse til 900 kr. Man mærker, at den moderne tegneseriekøber ikke tæller sine lommepenge i kiosken, som han gjorde i 70’erne, men man må samtidig sige, at Moebius er pengene og udstyret værd. Det er bare svært at læse det hele på én gang.

Moebius var nemlig ikke en ligefrem og ukompliceret fortæller, og var man blandt dem, der læste hele dette værk i små bidder – fra fire-fem sider i magasinerne ”A Suivre” og ”Metal Hurlant” til de enkelte album, der kom med mange års mellemrum – er seks album på få dage for stor en mundfuld. Mængden af fabelagtige, groteske og uforståelige indtryk er ganske enkelt så stor, at man løber sur, kører træt og må lægge det fra sig i mæthed.

Overrasker og undrer

Det skal med andre ord læses over en lang periode. Men det er jo også kun anmelderen, der pløjer sig travlt igennem siderne. Derfor også en varm anbefaling, for den samlede udgivelse – hvoraf to album faktisk aldrig før har været udgivet på dansk – er en pryd for enhver tegneseriesamling. Det er svært at forestille sig, hvor man ellers skulle kunne se så mange pertentligt udførte, originale kunstværker på én gang, smukt trykt og udgivet med respekt for en kunstner, hvis integritet og enestående opfindsomhed både var og er en inspiration for alle tegneserieudøvere og -læsere.

Moebius er svær at beskrive, og han er svær at læse. Man opdager jævnligt undervejs, at man digter videre og selv fylder historiens huller ud. Og man ender med at konstatere, at man muligvis slet ikke har læst eller oplevet det, der var meningen. Bladrer man baglæns, er der sider, der pludselig ser anderledes ud, fordi man nu har et andet perspektiv, og man fornemmer, at pagineringen til tider kun er formalia, ikke nødvendigvis den korrekte rækkefølge. Som en drøm, der hele tiden overrasker og undrer. En drøm, man helst ikke forlader, heller ikke når den antager karakter af mareridt …

Og husk at læse den med musik. Alt passer næsten til Moebius, men man rammer tidsånden godt med et mix af Jean Michel Jarre og Pink Floyds ”Wish You Were Here”. Banalt, ja – men det virker!

Anmeldelse af Henrik Rehr - Gavrilo Princip – Manden, der ændrede et århundrede

30-06-2014: Tegneserie: Skuddene i Sarajevo startede en verdenskrig. Manden, der affyrede dem, var trist og irriterende. Læs artikel

Anmeldelse: André Juillard & Yann (Yann Le Pennetier): Mezek

09-03-2012: Kampen om luftrummet over det nyoprettede Israel i 1948 er det sprængfarlige emne i et nyt tegneseriealbum. Læs artikel

Anmeldelse: Vittorio Giardino: No Pasarán

27-11-2011: Den italienske tegner Vittorio Giardino giver et hårdtslående indblik i rædslerne under Den Spanske Borgerkrig. Læs artikel

Anmeldelse: Morten Hesseldahl, Niels Roland, Henrik Rehr: Danmark besat

09-04-2010: En genudgivelse af den mesterlige tegneserie ”Danmark besat” markerer besættelsen for 70 år siden. Læs artikel

Anmeldelse: Uhyggelige striber

06-03-2010: Udenlandske mestertegnere oversat til dansk i tre nye, solide tegneseriealbum. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...