Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Henrik Rehr - Gavrilo Princip –.. | bog.guide.dk

Anmeldelse af Henrik Rehr - Gavrilo Princip – Manden, der ændrede et århundrede

Tegneserie: Skuddene i Sarajevo startede en verdenskrig. Manden, der affyrede dem, var trist og irriterende.

Henrik Rehr
Gavrilo Princip – Manden, der ændrede et århundrede

236 sider, 249,95 kr.

Forlaget Fahrenheit


kul_tegneserie.png

Han er en sørgelig helt. Han får ikke pigen, for det er der ikke tid til. Hans venner er ikke just begejstrede for ham. Så han udløser en verdenskrig og dør i fængsel. Fandens til liv, men sådan gik det for Gavrilo Princip, den historiske hovedperson i Henrik Rehrs nyeste tegneserieroman.

Og hvem var han så, denne hr. Princip, der skød den østrigske ærkehertug, da han besøgte Sarajevo i juni 1914? Spørgsmålet har ofte været stillet, for selvom enkelthandlinger næppe udløser krige i sig selv, var hans attentat på Franz Ferdinand utvivlsomt gnisten, der fik den europæiske krudttønde til at eksplodere – med millioner af døde til følge.

Tegneren Henrik Rehr er en af dem, der i 100-året for attentatet har sat sig for at kortlægge Gavrilo Princips liv, samtidig med at han søger at komme nærmere terroristens væsen.

Resultatet er kontroversielt. For efterhånden, som han opruller Princips liv, går det op for læseren, at Princip måske nok ønsker at gøre gode gerninger, men at han først og fremmest er trist, irriterende og selvoptaget. Han er en umoden humanistisk idealist, der i al sin indbildskhed tror, at han ved, hvordan tingene hænger sammen, og derfor har set, hvem der er skurkene i verden – og hvordan de skal behandles. Et dybest set skræmmende væsen, der handler på andres vegne uden at have mandat – opfyldt af selvretfærdighed, harme og aggression.

Et dystert land

Henrik Rehrs tegnede udgave af Gavrilo Princips liv skærer heldigvis ikke tingene ud i pap, og han er bestemt ikke entydig i sin udlægning af hændelserne. Der er således øjeblikke, hvor man får lidt sympati med den unge mand og næsten går med på, at han er den helt, han ser sig selv som. For Østrig havde jo bemægtiget sig Serbien. Og serberne havde i forvejen været voldsomt undertrykt af tyrkerne. Og så er det selvfølgelig i orden at gribe til våben. Terroristens evige undskyldning, besnærende og forførende, især hvis man har fulgt hans trængsler i livet og oplevet de uretfærdigheder, der er begået mod ham.

Henrik Rehrs tegnestil er ikke just idyllisk. Hans brug af skraveringer lægger en dæmper på alle tilløb til munterhed. Der er aldrig smukt i Serbien i denne udgave, kun dystert, mørkt og deprimerende. Men skraveringerne passer samtidig perfekt til 1914, hvor fotografiet endnu ikke havde fordrevet den journalistiske tegning helt, og både mennesker og steder ofte blev gengivet i stregtegninger. Det hele kommer dermed til at ligne noget, man forbinder med tiden før Første Verdenskrig.

Svær at følge

Lidt kedelig er historien til tider, og også indviklet og svær at følge, for der er mange samtaler mellem de sammensvorne terrorister. Men de har nok været svære at undgå, for det er jo netop i disse ofte endeløse diskussioner, hvor vrøvl og klarsyn konstant blandes, at terroristens mærkelige logik formes. Heldigvis krydrer Henrik Rehr de mange talesekvenser med et par stærke actionoptrin – selve attentatet er både uhyggeligt, nærværende og underligt fortidigt og drømmeagtigt på samme tid – og da hertuginden i et skræmmende mareridt aner, hvad der skal ske, bliver tegningerne pludselig så dynamiske og levende, at man gyser.

Henrik Rehr er en ubesværet og dygtig fortæller, hvad enten man kalder ham serietegner eller grafisk romanforfatter. Hans tegnestil har ikke ændret sig i mange år, og den passer godt til emnet – selvom man godt kunne have ønsket sig, at figurerne var knap så udtryksløse.

Den skrevne tekst er gennemgående let tilgængelig uden at være forenklet, og i sin start og afrunding smager han på ordene, så man ser, at han kan begge dele. Det er en stor bedrift, også selvom den dødsensfarlige Gavrilo Princip dybest set er så kedelig.

Der er drama nok til alle med passion for historie og krig

Anmeldelse: Morten Hesseldahl, Niels Roland, Henrik Rehr: Danmark besat

09-04-2010: En genudgivelse af den mesterlige tegneserie ”Danmark besat” markerer besættelsen for 70 år siden. Læs artikel

Anmeldelse af Sebastian Faulks - Men fuglene synger alligevel

25-07-2014: Genanmeldelse: Sebastian Faulks’ bestseller fra 1993 genopliver gruen og frustrationerne fra skyttegravene. Læs artikel

Anmeldelse af W. Somerset Maugham - Ashenden eller den britiske agent

11-07-2014: Genanmeldelse: Alle kender Anden Verdenskrigs Agent 007. Men hans forgænger Ashenden, der opererer under Første Verdenskrig, er langt bedre. Læs artikel

Anmeldelse af Anna Hope - De savnede

26-06-2014: Anna Hope har skrevet flot debutroman om krigstab, privat lidelse og officiel erindring. Læs artikel

Anmeldelse af Henrik Rehr og Jan Solheim - Insolitus

30-05-2013: Rehr og Solheims depressive ”Insolitus” er ikke for sarte sjæle. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...