"Jeg så en voldtægt, og jeg gjorde ingenting. Jeg havde det forfærdeligt med, hvad jeg havde set," har Stieg Larsson sagt. Foto: AP
Den afdøde svenske forfatter, Stieg Larsson - manden bag den millionsælgende Millennium-trilogi - havde en uhyggelig hemmelighed.
Som 15-årig blev han vidne til en grov voldtægt. Men han forsøgte ikke at stoppe overfaldet, og det påvirkede ham helt frem til hans død i 2004.
Det fortæller vennen og debattøren Kurdo Baksi i bogen "Stieg Larsson: Vore dage i Stockholm", der udkommer til december.
Stieg Larsson lagde ifølge vennen ikke skjul på betydningen af den ubehagelige oplevelse.
"Jeg har brug for at skrive denne bog ("Mænd der hader kvinder", red.). Jeg så en voldtægt, og jeg gjorde ingenting. Jeg havde det forfærdeligt med, hvad jeg havde set," har Stieg Larsson fortalt Kurdo Baksi.
Episoden fandt sted på en nordsvensk campingplads i 1969, da tre af hans venner voldtog en 15-årig pige, mens Larsson så på. Pigens navn var Lisbeth. Selv om Larsson efterfølgende flere gange bad om tilgivelse, nægtede hun.
Kurdo Baksi hævder, at pigen senere blev inspirationen til Lisbeth Salander - den kompromisløse karakter i Stieg Larssons tre verdenskendte krimier "Mænd der hader kvinder", "Pigen der legede med ilden" og "Luftkastellet der blev sprængt". Bøgerne har på verdensplan solgt mere end 30 millioner eksemplarer.
"Larssons loyalitet til vennerne var for stærk. Han var for ung, for usikker på sig selv. Det var uundgåeligt, at han efterfølgende ville fortryde, at han ikke forhindrede voldtægten," skriver Kurdo Baksi i den kommende bog.
Stieg Larsson døde af et hjerteanfald i 2004. Han blev 50 år.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk


