Anmeldelse: Tolerancens forkynder

Gotthold Ephraim Lessing:

Nathan den Vise

Et drama i fem akter, oversat af Villy Sørensen

Med fem billeder af Per Kirkeby

Efterskrift af Per Øhrgaard

282 sider, 299 kr.

Forlaget Vandkunsten

Er udkommet

Den 20. februar 1781 stod knap 20 mennesker forsamlet på kirkegården i Braunschweig, hvor en stor tysk forfatters kiste blev jordfæstet. Den dødes aldeles ufortjente ry som blasfemisk ateist hindrede, at flere mødte frem. Der gik endda rygter om, at hans sjæl var blevet hentet af djævelen, og en from bager lukkede skodderne for sine vinduer, da kisten passerede.

Afdøde var Gotthold Ephraim Lessing, den tyske oplysningstid mest alsidige og sympatiske skikkelse. Han levede 1729-1781 og blev altså kun 52 år gammel, men præsterede i sit korte - af lidelser hjemsøgte - liv et imponerende dramatisk, æstetisk, filosofisk og teologisk forfatterskab.

Hans højt elskede kone døde i barselseng 14 dage efter at have født en lille dreng, som kun levede i to dage. Lessings sorg var ubodelig, og livet igennem var han plaget af mismod og hang til melankoli. Alligevel var han myreflittig både som forfatter og leder af greven af Braunschweigs bibliotek, der bl.a. takket være ham i dag er et af Tysklands største forskningsbiblioteker.

Fortaler for ligeværdighed

Modsat de franske oplysnings-tænkeres aggressive radikalitet var Lessing moderat og tolerancens fortaler, præget af personlig og moralsk integritet og fordomsfrihed. Således var han fra sin ungdom fortaler for jødernes ligestilling og påviste, hvordan antisemitismen var både absurd og forkastelig. Til hans nærmeste venner hørte den jødiske filosof Moses Mendelsohn, skønt Lessing aldrig fornægtede sin protestantiske tro, men en tro renset for rethaveri og fanatisme: »Er en kristen, en jøde, kristen eller jøde før end menneske. O, om jeg i dag havde fundet endnu en, hvem det er nok at være menneske,« udbryder titelpersonen i det sidste af Lessings dramaer, ”Nathan den Vise” fra 1779.

Det udgives nu i Villy Sørensens efterladte oversættelse, der blev til med henblik på opførelse på Det Kongelige Teater, som dog ikke har vovet at sætte det op, skønt det er højst aktuelt og handler om sand tolerance og ligeværdighed. Lessing føjer sig da også smukt ind i den kongerække af ”midter-tænkere”, som havde Sørensens store sympati: Folk som oldtids-filosoffen Sceneca, reformations-humanisten Erasmus af Rotterdam og - i forrige århundrede - den østrigske digter Herman Broch.

Tre sønner, tre ringe

Den centrale passage i stykket, som betog mig allerede i gymnasiet, er den vise jødes lignelse om ringen, som fortælles til den muslimske sultan Saladin: En konge havde en ring af enestående skønhed. Den skulle gå i arv fra far til søn, og var der flere sønner, da den, som kongen elskede højest.

Efter nogle generationer havde en konge tre sønner, som han elskede lige højt. Derfor lod han fremstille tre kopier, som til forveksling lignede den ægte ring, og gav en til hver af sønnerne. Efter hans død gjorde hver af sønnerne krav på tronen med henvisning til den ring, som han havde fået. De to andre forlangte det samme, og stor ufred opstod imellem dem. De indbragte sagen for en dommer, der resolverede som så:

Jeres far har elsket jer alle tre lige højt og ikke villet forfordele nogen: ”Stræb da at vise/ i gerning jeres fordomsfri og/ ubestukne kærlighed, og gør det klart/ at jeres rings opal har større kraft./ Kom denne kraft til hjælp med hjertelig/ forsonlighed, sagtmodighed, med godhed og inderlig hengivenhed i Gud”.

I citatet lyder der dels efterklange af en passage hos Paulus (Kolosser-brevet 3, 12-14), dels af Goethes ord »Kun det frugtbare er sandt«. Endelig foregribes Grundtvigs påstand »Åndens løsen er bedrifter« og hans ord »Sanddru hedning, tyrk og jøde,/ dem har Gud i grunden kær,/ hader frem for alt de søde,/ som på skrømt ham træder nær«. For pointen er netop, at en religions sandhed ikke så meget beror på dens lærdomme som på den troendes adfærd.

På skrømt træder stykkets skurk, en kristen patriark, Gud nær. Kynisk som en jesuit dementerer han sandheden i sin tro, da han smeder sine rænker med den begrundelse, at skurkestreger mod mennesker ikke er skurkestreger mod Gud, bare de tjener kirken.

Ydmyg og selvbevidst

I Lessings efterladte noter fandt man følgende bøn:

»Hvis Gud rakte hænderne frem mod mig og i den højre holdt den evige sandhed og i den venstre den evige stræben efter sandhed - så ville jeg kaste mig over den venstre og bede om den evige stræben, thi sandheden er dog kun for dig alene.«

Sådan taler et menneske, i hvem ydmyghed og selvbevidsthed har fundet den fuldendte harmoni.

PS: Den til dato største, bedste og grundigste biografi om Lessing er Hugo Barr Nisbetts nyligt udkomne ”Lessing. Eine Biographie”.