Carl-Erik Sørensen: Se tiden an

Revybog

Carl-Erik Sørensen:

Se tiden an

101 revyviser fra 1973-2011

318 s., 249 kr.

People's Press

Carl-Erik Sørensen er en gave til dansk revy, intet mindre. I år vandt han - igen - titlen som Årets Tekstforfatter ved Revyernes Revy. Han har leveret stof til de fleste af landets revyer - mere end 1.500 tekster er det blevet til siden begyndelsen af 1970'erne. Heraf en hel del, der nærmer sig det geniale set i revysammenhæng, hvoraf vi får en solid portion i denne skønne bog.

Selvfølgelig springer også Carl-Erik Sørensen engang imellem over gærdet, hvor det er lavest. Han er jo trods alt kun et menneske, selv om han rimer som en gud. Forskellen er blot, at selv hans laveste gærder synes temmelig høje.

Men hvad er det så, han kan, ud over at rime? Han kan sammenfatte og kommentere en aktuel begivenhed - privathospitaler, finanskrisen, indvandrerspørgsmålet - og han kan skabe stedsegrønne typer, der spidder hykleriet og de rigtige meninger. Som den mådeholdne og afventende mand som i Ulf Pilgaards skikkelse fra Cirkusrevyen 1993 filosoferer over velgørenhed:

”Jeg skal ikke ku' udelukke, at jeg godt ku' gå amok, og så støtte Røde Kors, hvis præmierne var store nok.«

Efter en stribe ætsende betragtninger over typen kommer vi frem til konklusionen:

»Jeg ved skam godt, hva' det vil sig' at være kristen; der står udtrykk'lig, at man kun skal elske næsten!«

Det er her, formatet for alvor viser sig. I den overrumplende pointe. Samtidig er det befriende sjældent, at Sørensen virker partipolitisk. Han spidder lige gerne regering og opposition, Løkke og Kjærsgaard såvel som Thorning og Søvndal. Igen med en enorm præcision, som i mit yndlingseksempel - der ikke er med i bogen, fordi det ikke er en vise. Det følgende skal sige på Nyrupsk, atter Ulf Pilgaard i Cirkusrevyen formummet som statsministeren engang i midten af 1990'erne:

»Den danske arbejder-bevægelse har to store problemer: Der er ingen arbejdere, og der er ingen bevægelse.«

Kortere og skarpere kan det vel ikke siges. Og mistet sin aktualitet har det vel heller ikke.

Grundlæggende skal revyviser selvfølgelig høres, ikke læses. Melodien mangler, sammen med den særlige stemmeføring og betoning, som garvede skuespillere kan tilføre. Alligevel klukker man flittigt under læsningen, især hvis man læser højt for sig selv, arbejder lidt med ordene og leger sin egen lille revyskuespiller.

For en revyelsker er denne bog en herlig viseskat at have stående på hylden.