Sceneskift

Astrid Saalbach:

Rødt og grønt & Pieta.

To skuespil

152 sider, 149 kr.

Gyldendal

Astrid Saalbach er et af nyere dansk dramatiks bedste kort - også målt med international målestok, og nu udgiver Gyldendal to af de seneste tekster, der allerede er blevet opført flere steder her i landet og udlandet.

”Pieta” er en monolog, og man kan roligt sige, at den stiller krav til den kvindelige skuespiller, der skal føre figuren fra en tilstand af tømmermændsoverskud til en erkendelse af det endelige forfald. Alle illusioner krakelerer, uden at vi sentimentalt skal tude med Rie eller på den anden side opfatte hende som en bitch, der ligger, som hun har redt. Rie vågner på et hotelværelse og husker intet om den mand, der ligger ved hendes side - og som er død.

Monologen er et fornemt studie - på én gang solidarisk og udstillende, koldsindigt analytisk - i en moderne kvindetype, der har gjort karriere. Sejrene er få, nederlagene mange, og de indhenter Rie nu. Hver replik er betydningsbærende, alt hvad der siges og gøres, bindes sammen. Det er grumt og blev fantastisk forløst af Karen-Lise Mynster, der spillede Rie på Husets Teater.

Mindre nuanceret

Jeg har ikke set opsætninger af ”Rødt og grønt”, der, hvad angår den psykologiske spil, er mindre nuanceret. Til gengæld skorter det ikke på kontroversielle politiske pointer i denne skånselsløse udlevering af en gruppe midaldrende ulands-frivillige, der i egen indbildning gør en forskel. Den ene er værre end den anden, moralsk anløben og goistisk.

Havde det ikke været for den raffinerede komposition, der vender op og ned på kronologien, hvorfor årsager til den alt for omsiggribende menneskelige deroute - på bekostning af lokalbefolkningen - bliver sværere at udrede, ville det næsten være for meget af det gode. I tv-serien ”Sommer” fik vi en idyllisk-heroisk udlægning af ulands-arbejdet. Jakob Ejersbo med sin Afrika-trilogi og Astrid Saalbach synes ikke at dele denne optimisme på menneskehedens og de ”progressive” danskeres vegne.