Rushdie kritiserer sit eget forlag

Salman Rushdie kritiserer sit forlag for at trække en bog om profeten Muhammeds brud tilbage i frygt for vold og terror.

”Jeg er meget skuffet over at høre, at mit forlag, Random House, har trukket en anden forfatters roman tilbage i frygt for repressalier fra islamisk side. Det er censur, som udspringer af frygt, og det danner meget dårlig præcedens,” udtaler Salman Rushdie i en e-mail til nyhedsbureauet AP.

Romanen, han hentyder til, er den amerikanske journalist Sherry Jones’ debutroman, ”The Jewel of Medina”, der ifølge planen skulle være udkommet den 12. august. Men Random House har valgt ikke at udgive romanen, da forlaget frygter, at romanen vil støde troende muslimer og opildne til vold.

I en pressemeddelelse forklarer Random House, at troværdige og uafhængige kilder har advaret om, at romanen risikerer ”at tilskynde mindre, radikale segmenter til voldshandlinger”.

Respekterer Rushdies mening

”Vi respekterer Rushdies mening, men vi står ved den beslutning, som vi efter lange diskussioner og med ærgrelse har været nødsaget til at tage,” udtaler forlagets talskvinde Carol Schneider til CNN.

Random House har udgivet flere af Rushdies romaner, heriblandt ”Fury”(på dansk ”Raseri”) og ”Shalimar the Clown”(på dansk ”Klovnen Shalimar”). Rushdie hørte dog under forlaget Viking Penguin, da hans kontroversielle roman ”The Satanic Verses”(på dansk ”De Sataniske Vers”) blev udgivet i 1988.

Mord, afbrændinger og dødstrusler

”De Sataniske Vers” refererer til en legende om profeten Muhammed, hvor han bliver narret af Djævlens håndlangere, og romanen vakte vrede i store dele af den muslimske verden. Den blev bandlyst i Indien og brændt af demonstranter i England. Romanens japanske oversætter blev myrdet, den italienske oversætter blev udsat for et knivoverfald, og Rushdie blev året efter bogudgivelsen omfattet af en fatwa (islamisk dødstrussel, red.).

Har du kommentarer til guide?

Galleri: Historiebog

Mest læste på bog.guide.dk
Loading...
Køb nye bøger
Læs også
Loading...
Jeg har læst
Loading...
TekstlinksAnnonce