J.R.R. Tolkien: Sagnet om Sigurd & Gudrun

Fortælling

J.R.R. Tolkien:

Sagnet om Sigurd & Gudrun

(The Legend of Sigurd & Gudrun)

Oversat af Jakob Levinsen.

336 sider, 299 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Du skal ikke have læst langt ind i ”Ringenes herre”, før du opdager, at værket er kraftigt inspireret af den nordiske mytologi. Tolkiens fiktion, frem for alt værkrækken som består af ”Hobbitten”, ”Eventyret om ringen”, ”De to tårne” og ”Kongen vender tilbage”, er metaforisk og mentalt snarere skrevet med runer end med bogstaver.

Ikke så mærkeligt, Tolkien var uddannet i oldengelsk og nordisk filologi ved Oxford, hvor han som bekendt siden blev professor og fungerede som sådan flere år før hans historier fra Herredet om Bilbo og Frodo så morgengry.

Men hans digteriske virketrang var i fuldt flor allerede dengang, og fra dengang af har vi hans egen frie gendigtning af to fortællinger fra den islandske Vølsungesaga. Nemlig ”Sagnet om Sigurd & Gudrun”, som nu ligger på dansk i en af vore største Tolkien-kendere, Jakob Levinsens lydhøre og stilsikre oversættelse.

Endda således, at den originale engelske tekst er sat parallelt op, så læseren selv kan se, hvorledes oversætteren i den grad er kommet på arbejde med både norrøne bogstavrim og middelalderlige enderim.

Sin fars søn

”Sagnet om Sigurd & Gudrun” er den meget indviklede historie om den naive helt, hans stolte kvinde, mænd og menneskers svig og svigt samt en giftig drage og gudernes tusmørke. Richard Wagner har været der før med ”Ringen”, men som Tolkiens 86-årige søn, Christopher Tolkien skriver det i sin indledning, så har Wagners operaer over samme motivkreds meget lidt at gøre med de originale tekster.

I det hele taget er Christopher også her ikke blot sin fars trofaste søn, men benhårde arving af dennes idiosynkrasier over for andre, som formasteligt har forgrebet sig på stoffet fra hedenold.

Grise og sild

Nok skriver han et par interessante essays om sin fars interesse og viden om den nordiske oldtid, og hvorledes han nærmest ”glemte” sin gendigtning fra 1920'-erne.

Men det havde været mere informativt, hvis udgaven var blevet forsynet med introduktion fra en nutidig forsker på området, i og med at der faktisk er sket og skrevet meget nyt på området om Vølven og co., nordisk oldtid og vikingetid de sidste små 100 år.

Tolkien junior gentager seniors forældede guldalderopfattelse af, at Middelalderen afløste Vikingetiden med en »trampedans af grise og sild.« Denne senromantiske opfattelse af en storhedstids bratte fald er skrevet i skyggen af mellemkrigstidens fornemmelse for aftenlandets snarlige undergang. Men i dag er den afløst af (an)erkendelsen af en mere glidende og dialektisk overgang fra hedenskab til kristendom. Når det er sagt, skal ”Sagnet om Sigurd & Gudrun” prises for sine mange noter og kommentarer, inspirerende signalementer af vor litterære og mytologiske arv i Norden, mindst lige så inciterende som den græsk-romerske.

Klart en bog for fans af Tolkien som et forstudie til forfatterens vej til Midgård ud fra hans tid og dens opfattelse af Nordens fortid med stolte svende og skønne møer, alfer og jætter, dværge i bjerge og drage i hule.