Zina Rohan: OFFICERENS DATTER.

Zina Rohan:

OFFICERENS DATTER.

Oversat fra engelsk af Peter Skeel.

480 s. 299,95 kr.

Cicero.

Er udkommet.


Bogen er Zina Rohans tredie roman, men den første, der er oversat til dansk.

Forhåbentlig også den sidste, hvis en eventuel fjerde eller femte ikke er betydeligt bedre.

Og det siger jeg ikke, blot fordi Rohan glemmer at nævne Danmark, da hun opremser rækken af lande, som tyskerne besatte under anden verdenskrig, næh, jeg har saglige grunde:

Bogen er alt for snakkesalig, langtrukken og uspændende.

Det sidste er nærmest lidt sørgeligt, fordi den historie, der berettes, i sig selv er spændende og rummer skildringer af skæbner, som i et andet og bedre sprog ville have grebet os dybt.

Officerens datter er polsk og hedder Marta. Hun er 16-17 år, da vi møder hende første gang i færd med - sammen med sin spejdertrop - at opmuntre de polakker, der bor så tæt på grænsen til Tyskland, at de vil være de første, der bliver rendt over ende og opleve det, der er værre.

Aner uråd

Det forbløffende er, at ingen voksne har forhindret pigerne i at tage af sted på netop det tidspunkt (september 1939). Officeren, Martas far, aner dog uråd, får spejdertroppen reddet væk fra grænsen og anbragt i et kloster langt fra Warszawa. Et kloster må da betyde sikkerhed.

Ingen fine fornemmelser

Men Stalin og hans håndlangere har ingen fine fornemmelser over for klostre og heller ikke over for unge piger.

Da de ikke kan få fat i officeren, snupper de Marta, der bliver sendt i arbejdslejr i Sibirien.

Her begynder historien for alvor, en historie, der burde gøre ondt i sjæl og sind, men der er ingen ægte medleven bag ordene. Skildringerne af de trængsler og rædsler, vi jo har hørt andre steder fra, er som lange kølige referater.

Martas skæbne er ellers nok en større indlevelsesevne værd.

Polakkerne bliver løsladt fra arbejdslejrene, og Marta havner efters års lidelser i en flygtningelejr i Iran.

Næsten kulørt

Og nu bliver det næsten kulørt: Hun tilbedes både af en iransk læge og af en ung polak, som hun kender hjemmefra.

Der opstår misforståelser. Marta gifter sig med lægen og kommer ind i et miljø, der både tiltrækker og frastøder hende.

Omtalen af Martas videre liv må nok slutte her af hensyn til de læsere, som trods alt gerne vil vide, hvad der sker med Marta. Der sker meget. Men det skal ikke røbes.

Bogen er hverken en biografi eller en erindringsbog, men en fiktion baseret på en nær vens oplevelser, fortæller forfatteren. Og hun har altså ikke kunnet absorbere det, hun har fået fortalt, og få det ud igen i beåndet form.

Der er et sært andenhåndspræg over det hele.