Anmeldelse: Op mod en mur af fordomme

Yasmina Khadra:

SIRENERNE I BAGDAD

Oversat fra fransk af Hans Peter Lund

256 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet


I slutningen af ”Sirenernes sang” diskuterer en forfatter og en professor kampen mellem islam og Vesten. De er rygende uenige om, på hvilken side de bør stå, og med hvilke midler de skal kæmpe, men forfatteren insisterer på, at de som intellektuelle irakere har en forpligtelse til at »sætte tingene på plads, dysse temperamenterne ned, få folk til at se den rigtige vej, bandlyse de stereotype forestillinger, der er årsagen til denne frygtelige misforståelse«.

Det er givetvis Mohammed Moulessehoul, manden bag pseudonymet Yasmina Khadra, der her definerer sit ideal gennem et alter ego. Det er karakteristisk for den algeriske forfatter, at han med sine romaner forsøger at bryde igennem de mure af fordomme og uvidenhed, som forhindrer de to kulturer i at mødes.

Man så det i ”Attentatet” fra 2006, som var hans danske gennembrud, og i ”Sirenerne fra Bagdad”, det andet, selvstændige bind i dette dobbeltværk om Mellemøsten, fortsætter han projektet.

Kompliceret landskab
Yasmina Khadra er mellemregningernes mand - typen, der forstår, at stykkerne ikke altid går op, og at løsningen derfor ligger gemt et eller andet sted i en tilsyneladende ubetydelig decimal.

Der er således heller ikke i denne rystende roman nogen umiddelbar og enkel sammenkobling mellem beduinen og attentatmanden, men kun små spor i et ufremkommeligt landskab.

For den 21-årige mandlige hovedperson begynder det hele den dag, da universitetet i Bagdad brænder, og han må flytte tilbage til den søvnige ørkenby Kafr Karam. Eller også begynder det den dag, da amerikanske soldater uden videre nedskyder fætteren Suleiman. Eller da de unge flokkes om programmet Al-Jazeera på stamcaféen, eller da en bombe splitter et bryllupsselskab ad, så lemlæstede kroppe flyder i miles omkreds.

Årsagerne forgrener sig i et kompliceret mønster, og da faderen slænges nøgen på gulvet af en flok irakiske soldater, bryder hadet ufortyndet igennem.

Krænket æresfølelse
»Alt var forbi. Jeg havde fra nu af en skam at bære, jeg var kastet ind i en parallel verden, jeg aldrig ville kunne bevæge mig ud af igen,« konstaterer den unge mand mørkt. Og rejser til Bagdad for at få sin hævn.

Hans æresfølelse er krænket for livet, og det gør det ikke bedre, at amerikanerne ufølsomt fejer ofrene til side med et: Det var en fejltagelse.

Handlingen er lige så forrået, grusom og fortvivlende som virkeligheden, og Yasmina Khadra skriver med en brutal eftertrykkelighed. Dog er romanen ikke uden en egen smertelig skønhed, og midt i de voldsomme begivenheder betages man af forfatterens afdæmpede metaforik og præcise iagttagelser. Som da han registrerer, hvordan en forelsket hånd på en gravid mave sætter terroristen skakmat.

Jeg ved ikke om, om forståelsen mellem vestlig og islamisk tankegang starter her, men takket være Yasmina Khadra er de stereotype forestillinger endnu en gang blevet opløst til fordel for nuancer, som ligger uendeligt fjernt fra de sædvanlige sort-hvide klatter.