Nøgen til alle tider

Paris

Le Relais du Vieux Paris” er ikke nær så gammelt, som navnet antyder. Det firestjernede, hundedyre lille ”Hotel det gamle Paris” i den franske hovedstads latinerkvarter har i sin nuværende skikkelse nemlig kun ligget på adressen i få år.

Men før det lå der på adressen 9 Rue Gît-le-Cæur, en kort gade ned til Seinen, et navnløst slumpensionat, som på blot få år nåede at få en enestående plads i litteraturhistorien. Med tiden er det endda blevet genstand for en kultdyrkelse, som ellers kun Chelsea Hotel i New York kan måle sig med.

Hertil kom nemlig sidst i 1950'erne adskillige af den amerikanske beat-generations allerstørste navne, eksperimenterende forfattere og multikunstnere, der i flere tilfælde i løbet af 1960'erne også blev rollemodeller for både rockmusik og ungdomsoprør generelt.

De havde mere eller mindre frivilligt valgt at fortrække til et Paris, der både var billigere og mere tolerant over for såvel narkomaner (mange af dem) som homoseksuelle (stort set alle).

50 år efter

Berømtest blandt dem blev med tiden William S. Burroughs (1914-97). Han var den ældste i flokken, men også den, der foldede sig ud som forfatter sidst.

I det, der senere blev kendt som The Beat Hotel, afsluttede han sit gennembrudsværk, romanen ”Naked Lunch” (”Nøgen Frokost”). Den udkom første gang på det franske forlag Olympia Press den 1. juli 1959.

I sidste uge blev jubilæet fejret med et tre dage langt seminar på University of Londons parisiske afdeling. Samtidig blev en mindeplade afsløret på facaden til 9 Rue Gît-le-Cæur med fremhævelse af, at her boede i sin tid blandt andre Allen Ginsberg, Peter Orlovsky, Gregory Corso, Burroughs, Ian Sommerville og den netop afdøde Harold Norse.

Det var en række af verdens førende Burroughs- og beatlitteratur-kendere, der var forsamlet under ledelse af den engelske litteraturprofessor Oliver Harris og forfatteren Ian MacFadyen. De står samtidig bag en jubilæumsantologi, ”Naked Lunch@50” (Southern Illinois University Press).

Sjov og syg

Blandt oplægsholderne var også en dansk ekspert på området, forfatteren og filminstruktøren Lars Movin, der sidste år udgav kæmpebogen ”Beat - på sporet af den amerikanske beatgeneration” (Informations forlag). Hans og Steen Møller Rasmussens dokumentarfilm ”Words of Advice - William S. Burroughs on the Road” indgik desuden i seminarets omfattende filmprogram.

Som det eneste af beatlitteraturens tre hovedværker - de to andre er Allen Ginsbergs store digt ”Howl” (1956) og Jack Kerouacs roman ”Vejene” (1951-57) - udkom ”Nøgen Frokost” i Paris. Det var der god grund til.

For selv 50 år senere står den med Oliver Harris' ord som »én af de sjoveste og sygeste bøger, der er skrevet på engelsk«. Såvel dens rablende form som dens detaljerede, ultravoldelige skildringer af hovedsagelig homoseksuelle orgier var for skrap kost til amerikanske forlag; at Burroughs også opdigter en terrororganisation ved navn ”Islam Inc.” var der til gengæld ingen, der dengang hæftede sig ved.

Kogende og iskold

De få amerikanske tidsskrifter, der turde røre ved uddrag fra den, fik store problemer med udgivere og censurmyndigheder. Da den endelig udkom i Paris, var det i en serie, som Olympia Press ellers primært havde reserveret pornografi.

Både i USA og Storbritannien blev den i første omgang søgt forbudt - i USA i øvrigt som den sidste roman nogensinde. Til gengæld erklærede forfatteren Norman Mailer i forbindelse med én af retssagerne, at Burroughs »er den eneste nulevende amerikanske forfatter, som kan hævdes at være genial«.

Hvad der naturligvis omgående gav den kultstatus blandt ungdomsoprørets frontløbere, og efterhånden som den blev alment tilgængelig, gjorde den til en bestseller. Ifølge Lars Movins ”Beat” har den siden solgt over en million eksemplarer.

»I can feel the heat closing in?« lyder den berømte åbningssætning. Jeg kan mærke ordensmagten stramme grebet.

Og så går det ellers af sted med fortælleren William Lees abstinensdrevne, stadig mere febrilske fantasier fra USA, Mexico, Malmø (!) og Tanger.

Imens går det meste af en traditionel handling mere og mere i opløsning i skiftevis paranoid detektivhistorie, rasende antiautoritært manifest og vilde fantasier om stoffer, kropsvæsker, sex og ekstrem vold i en på én gang kogende og iskold blanding.

Det danske helvede

Men Burroughs' klaustrofobiske indledning antager også en særlig ironi, når en så ekstrem mands ekstreme gennembrudsværk som her i Paris eller i jubilæumsbogen bliver gjort til genstand for høflig akademisk samtale om detaljerede særområder.

Eksempelvis små undergrundstidsskrifters betydning for Burroughs' forfatterskab, forbindelsen mellem ham og den ligeledes narkotiserede belgiske digter Henri Michaux, Burroughs' forhold til den tredje verden (hovedparten af ”Nøgen Frokost” er skrevet i Tanger i Marokko), eller David Cronenbergs omdiskuterede 1991-filmatisering af ”Nøgen Frokost”.

For slet ikke at tale om Burroughs' mærkelige hadefulde fascination af Danmark, også længe før han i 1957 var her for første og næstsidste gang. For den liberale anarkist Burroughs blev Skandinavien det erklærede forbillede for skrækvisionen af en fascistoid velfærdsstat ved navn ”Freeland”, hvor »ingen er lykkelige, men alle bliver taget godt vare på.«

Den usynlige mand

Det er alt sammen højst kompetent og lærerigt. Men samtidig handler det om én af de vildeste forfatterskæbner i moderne verdenslitteratur.

For så vidt kunne Burroughs, der kom fra en velhavende familie i St. Louis og blev uddannet på Harvard, ellers lige så godt selv være blevet en høflig litterat, der tog til seminarer og med fodnoter og akademiske referencer diskuterede andres litteratur. I stedet blev han narkoman på et eksistensminimum det meste af livet.

Han rejste verden rundt med ikke meget mere end en rygsæk, en kuffert og sin skrivemaskine, levede et heftigt homoseksuelt undergrundsliv, i øvrigt efter i 1951 at være kommet til at dræbe sin papirløse kone ved en vådeskudsulykke. Han oplevede sin søn gå til grunde i en endnu mere forsumpet tilværelse end hans egen og fik på sine gamle dage noget nær popstjernestatus som oplæser.

Oven i købet foregik det typisk i konservativ anonym habit, ofte tilsat flad hat og overfrakke. Trækkerdrengene i Mexico City døbte den tynde mand med stenansigtet ”El Hombre Invisibile”, den usynlige mand.

Romanen som handling

Spørgsmålet, der mere og mere dirrer i hedebølgen over Paris er derfor, hvor meget det egentlig giver mening blot at tale om ”Nøgen Frokost” som litteratur. Den tyske litterat Kurt Hemmer argumenterer for, at romanen skal høres snarere end læses, hvad der i betragtning af Burroughs' sene karriere som drævende morsom oplæser af egne værker giver god mening.

Men måske skal ”Nøgen Frokost” og dens efterfølgere ikke nær så meget betragtes som romaner med (en slags) handling overhovedet, men som handlinger i sig selv. Som udtryk ikke blot for en radikalt ny måde at skrive på, men også for en radikalt ny måde at være forfatter på.

Altså ikke blot være traditionel kontraktslave i bogbranchen, men fri agent i sit eget liv. At være nøgen ikke blot til frokost, men til hver en tid.

Intet at skjule

Herhjemme var det hos beat-digternes berømteste danske elev og formidler, Dan Turèll, nok lyrikeren Allen Ginsberg, der rent litterært skinnede mest igennem. Men det var lige så meget Burroughs' uafhængighed, der var rollemodellen for hans selviscenesættelse (og Lars Movins film om Burroughs er da også tilegnet Turèll).

Det ligner tillige en tanke, at det i langt højere grad end den traditionelle litteratur er rockmusikken og ungdomskulturen, der tager den anarkistisk-liberale Burroughs til sig som profet. Mens begrebet beat som bekendt kommer til at betegne en hel musikform generelt, optræder vendingen heavy metal for første gang i ”Nøgen Frokost”.

Udover selv at indspille med en lang række af sine berømte fans lagde Burroughs direkte navn til et utal af bands og plader. Orkestre som Steely Dan, The Soft Machine, Dead Fingers Talk og Throbbing Gristle har alle hentet navn hos ham.

Herhjemme opkaldte punkorkestret Sods - det senere Sort Sol - deres debutalbum ”Minutes to go” efter én af hans titler.

Det kunne også godt ligne en hilsen til moderne litteraturs store usynlige mand, når en anden erklæret fan, Bob Dylan, få år efter ”Nøgen Frokost” i sin signatursang ”Like A Rolling Stone” kunne konkludere, at når man ikke har noget, har man heller ikke noget at tabe, og når man er usynlig, har man ingen hemmeligheder at skjule.

Skyd efter lærredet

Endda virker det, som om Burroughs endte sine dage så fredfyldt som det nu kunne lade sig gøre. I midten af 1970'erne mødte han den unge litterat James Grauerholz, der både fik gang i oplæsningsvirksomheden og styret Burroughs mod at skrive den store romantrilogi, der blev kronen på forfatterværket.

Det var også Grauerholz, der i dag er Burroughs' litterære eksekutor, der fik ham til at flytte til sin egen landlige hjemby Lawrence, Kansas.

Her skrev den aldrende forfatter sine sidste bøger, plejede sine elskede katte, malede - ved at afsende malerdåser fra en lerduekaster og så plaffe dem itu foran et lærred - og indtog hver dag punktligt kl. 16 sin første sjus og en joint.

Sidste ord

Nu er hans navn så også blevet del af en nydelig mindeplade på hotellet i Paris, afsløret forleden i strålende sol foran smukke mennesker med champagneglas i hænderne. Den usynlige mand selv er til gengæld for længst draget videre, for med hans egen formulering: »Døden er en landingsbane«.

Sine allersidste ord nedskrev han blot tre dage før sin død i 1997, i den - hans livsførelse taget i betragtning - forbløffende alder af 84. Det sidste af dem, skrevet med store bogstaver, er »kærlighed«.