Litterær slowfood

Roman

W.M. Thackeray:

BARRY LYNDON (The Memoirs of Barry Lyndon, Esq., 1844)

På dansk ved Arne Herløv Petersen

372 sider, 299 kr.

Gyldendal

Er udkommet

William Makepeace Thackeray (1811-63) er en af de victorianske forfattere, der i eftertiden har stået i skygge af den mægtige Charles Dickens. Men Thackeray delte med Dickens et særdeles kritisk blik på sin samtid. Hvor Dickens foretrak at lade sine historier udfolde sig på aktuel baggrund og spillede på hele registret af følelser fra sentimentalitet til dræbende sarkasme, så var Thackerays specialitet den sylespidse satire over tidløse mennesketyper, hvis som oftest mindre end glorværdige bedrifter ikke er bundet til nogen særlig epoke.

Thackerays vel nok kendteste roman er ”Vanity Fair” (da. ”Forfængelighedens marked”) fra 1847-48. I den går han en generation tilbage og lader den rænkesmedende Becky Sharp tage tråden op fra Jane Austens sædekomedier, men med en nogen mere radikal og ganske djævelsk dagsorden.

”Barry Lyndon” er et par år tidligere i forfatterskabet, og handlingen er her skruet helt tilbage til midten af 1700-tallet og frem til ca. 1800, dvs. fra Syvårskrigen til Napoleonskrigene.

Krigen spiller med

Krig spiller en stor rolle for hovedpersonen Barry Lyndon. Det er som mere eller mindre frivillig soldat i et prøjsisk regiment, at Lyndon forsøger at gøre sin lykke. Men mens krigshåndværket er vejen, så er hasardspillet midlet. Kulissen er Frederik den Stores og Voltaires parykpudrede før-revolutionære Europa.

Lyndon måtte som teenager forlade det ikke særligt imponerende fædrene irske gods på grund af en vellykket duel med en rival til den tilbedte. Efter i ungdommelig kærlighedsforblindelse således at have ødelagt familiens velovervejede økonomiske genkomst via et fornuftigt ægteskab, må Lyndon søge sin lykke på det europæiske fastland.

Det er den gamle Lyndon, der erindrer sig sin fortid. Han har en helt enestående evne til selvovervurdering. Læser man mellem linjerne, som man formodes at gøre, har vi en figur, hvis kynisme og mangel på, hvad man i moderne terminologi ville kalde empati, gør ham ganske uudholdelig det meste af tiden, dog med korte strejf af menneskelighed.

Thackeray bruger en ældgammel litterær figur, den storpralende soldat, kendt fra antikken og også vor egen Holberg, og en gammel episk genre, den pikareske roman, hvor det ene eventyr afløser det andet, indtil forfatteren af en eller anden grund finder det tilrådeligt at standse.

Men Thackeray er ikke ude på at puste liv i gamle litterære former. Hans moral-revsende adresse til samtiden er ganske tydelig: det er de samme evigt-aktuelle svagheder - egoisme, grådighed, forfængelighed og mangel på selverkendelse - som folk har så travlt med at skjule for sig selv og andre under et tyndt lag psykologisk og social maling.

”Barry Lyndon” foregår omtrent 100 år før, at forfatteren skrev historien. Den kom første gang på dansk i 1857 og foreligger altså nu, efter 150 år, i Arne Herløv Petersens fine, stilsikre nyoversættelse.

Nogle ordentlige tidshop. Biografgængere vil sikkert også huske Stanley Kubricks filmatisering fra 1975.

”Barry Lyndon” er litterær slowfood, men som sådan hele investeringen i tid, energi og penge værd.