Vilhelm Topsøe: Operasangerinden

Roman

Vilhelm Topsøe: Operasangerinden

384 sider, 350 kr.

Lindhardt og Ringhof

Er udkommet

Helene er en operadiva med internationalt ry. I årevis har hun optrådt på de store scener rundt omkring i verden, mens lægemanden Clement har taget sig af børnene og hjemmet på første parket ud til Øresund.

Kort før en optræden i Tel Aviv finder hun ud af, at manden har været hende utro. Kort efter begår han selvmord, og Helene, der har levet og åndet for at give sig de store følelser i vold foran publikum, bliver helt ude af den.

Dramaet er flyttet ind i stuen uden klaverudtog og partier, og for første gang i sit voksne liv skal Helene håndtere virkelighedens sande konflikter. Og det er hun mildest talt ikke særlig god til.

Romanen er udformet som et meget, meget langt brev stilet til Jomfru Maria eller til den »Almægtige Jomfru«, som Helene temmelig uortodokst - men inspireret af Majbritte Ulrikkeholm - kalder hende. Det må siges at være en temmelig besynderlig adressat, eftersom Helene i løbet af romanen bliver mere og mere optaget af sine jødiske rødder.

I det hele taget stritter ikke bare Helenes liv, men også forfatterens interesse, i alle mulige og umulige retninger. Det gør det umanerlig vanskeligt at få hold på romanens egentlige intention.

Et hav af aversioner

Vil Vilhelm Topsøe fortælle eller docere, spørger man sig, fordi Helenes kronologiske redegørelse for den knudrede vej tilbage til en mere autentisk udgave af sig selv igen og igen afbrydes af alenlange passager om sangteknikker, opera, jødiske ritualer, kristendommens nadverforståelse, damebladsjournalistik etc.

Vilhelm Topsøe har et hav af både yndlingsaversioner og yndlingsemner, som han ikke kan nære sig for at lufte undervejs. Han minder om en mand, der endelig har fået ordet og nu holder fast på det af al magt.

Hvorfor skulle han ellers bruge Helenes ophold på Klitgården på Skagen til at udtrykke sin ironiske distance til præsten Kathrine Lilleør eller sin kritik af Jørgen Leth, når der ellers ikke er noget, der tyder på, at dette skulle være en nøgleroman?

Rent bortset fra det er lige præcis det afsnit mere underholdende end de øvrige dele af romanen.

Det kan være en udmærket idé at omskabe en personlig tragedie til en kulturkritisk farce, hvis det altså er det, som forfatteren har ønsket. Det lykkes bare ikke særlig godt i ”Operasangerinden”.