Vibeke Marx: Efterskrift

Vibeke Marx:

EFTERSKRIFT 197 sider, 200 kr. Modtryk

Er udkommet

Per har skrevet 11 romaner, anmelderne tager pænt imod, men det store gennembrud lader vente på sig.

Forfatteren foragter sig selv for at jagte gennembruddet og anerkendelsen mere og mere krampagtigt, og for ikke at kunne lade være med at køre alt, hvad han ser - landskaber, oplevelser, følelser - igennem skrivemaskinen, så de bliver til tekst, til scener og bidder, lige til at putte ind i den næste roman.

Og en dag står der så en papkasse med et spædbarn på hans dørtrin.

Vibeke Marx' ”Efterskrift” er smukt komponeret i to spor - en tredjepersons-fortælling om Per midt i en skrivekrise og et fund af baby - og en jeg-fortællers direkte og diffust ildevarslende henvendelse til samme Per - en henvendelse, der naturligvis lidt efter lidt ruller en del af Pers forhistorie op.

Jeg'ets identitet er heldigvis ikke af mysterium-slagsen; den falder nogenlunde hurtigt på plads, men det vil alligevel være synd og skam at afsløre noget her. På plads falder også brikkerne rundt om det mystiske spædbarn - spørgsmålet er ikke så meget hvad og hvem, men snarere hvordan og hvorfor, og det giver romanen et aldeles glimrende drive, som virker fint balanceret.

Troværdigt mindreværd

Vibeke Marx komponerer elegant og skriver særdeles troværdigt om skriveblokeringer, selv-lede og mindreværd (gad vide, hvilke kilder hun trækker på), og så skriver hun fascinerende om, hvor meget man kan længes efter et tilhørsforhold, en samhørighed, også selv om den samhørighed er funderet i en tragedie.

Sprogligt synes jeg, at man gør forfatteren en tjeneste ved ikke at hænge sig meget i de små finurligheder; jeg er ikke vild med blade, der suser omkring hovedpersonen »som mobbende kammerater«, eller personer, der »dribler uden om« de tunge møbler.

Den onde svigerfamilie

Mens forfatterkvalerne som sagt er beskrevet særdeles indgående og indfølt, er der lidt længere mellem snapsene i skildringen af den onde svigerfamilie, som Per engang har været udstyret med.

Her slår Marx i den grad familiens kynisme så fast med syvtommersøm, at det til sidst at svært at få øje på særlig meget andet end sømmene, om end hvert enkelt familiemedlem har sin egen private måde. Et lidt mere nuanceret billede ville have været mere udfordrende.

Generelt er der tale om et velfungerende lavmælt psykodrama af virkelig god skuffe.