Anmeldelse: Vibeke Marx: Sortehusene

Roman

Vibeke Marx: Sortehusene

262 sider, 299 kr.

Modtryk

Nogle rammes af en midtvejskrise, når de fylder 40, andre, når de runder de 50, og enkelte venter, til de er omkring de 60. Det sidste er tilfældet for Kirsten, der netop har forladt arbejdsmarkedet og er fuldstændig i vildrede med, hvad hun nu skal stille op med sig selv, sin mand, sine voksne børn, børnebørnene og den gamle, besværlige mor på plejehjemmet.

Efter flere år som leder for en afdeling under socialforvaltningen er Kirsten blevet presset ud på sidelinjen på grund af omstrukturering og ambitiøse opkomlinge. Hun er vred og frustreret og skyder skylden på systemet og ikke mindst sin mor, Agnes, der efter hendes mening aldrig har anerkendt hendes evner og uddannelse. Måske fordi hendes mor, Kirstens mormor, også var karrig med rosen, ligesom Kirsten paradoksalt nok er umanerligt dårlig til at støtte sin datter Tine.

Der er altså tale om negativ prægning af værste skuffe, som et par elskelige fædre og opofrende ægtemænd desværre ikke har magt til at bryde.

Den store lidenskab

Vibeke Marx har skrevet en roman om vrisne kvinder og langmodige mænd, og tonen er lige præcis så besk, som den slags umage relationer fordrer. En generationsroman, som spænder fra begyndelsen af 1900-tallet og op til i dag.

Agnes og Kirsten fortæller på skift i første person ental, mens Tine må nøjes med at blive omtalt i tredje person af henholdsvis sin mormor og sin mor.

Mormoderen elsker Tine, og Tine elsker hende, og Kirsten kan hverken elske den ene eller den anden, før hun møder den store, altfortærende lidenskab.

Det er ikke første gang, at en kriseramt kvinde elskes ud af sit eksistentielle dødvande. Så sent som i dette forår beskrev Lisbeth Brun nøjagtig den samme løsning i ”Det du mister”.

Tilbage til ægtefællen

I begge romaner viser redningen sig i skikkelse af en mand, der i modsætning til kvindernes praktisk anlagte ægtemænd er i stand til at føre en intellektuel samtale, før begæret slippes løs foran en knitrende brændeovn.

I ”Sortehusene” hedder han Gregers. Han bor i et vildnis af en have med lysthus, og på dette sted, som er så åbenlyst blottet for normer og forventninger, føler Kirsten sig endelig forstået og værdsat. Seksualiteten slår gnister, og fremtiden tegner pludselig lys og løfterig. Alligevel vælger hun meget overraskende elskeren fra og bliver hos ægtemanden.

Der er gode beskrivelser af Agnes på plejehjemmet, barnebarnets nænsomme behandling af den døende og de heftige erotiske møder, men ellers er det svært at slippe indtrykket af, at der hviler en fernis af mat genkendelighed over ”Sortehusene”.