Valerio Massimo Manfredi: Ved verdens ende

Valerio Massimo Manfredi:

Ved verdens ende

Alexander,bind 3.

Oversat fra italiensk af Lorens Juul Madsen

387 sider, 300 kr.

Borgen


ROMAN Trods de mange slagsceners realisme og nedslagtning af modstanderne, skændig vandalisme med afbrænding af prægtige byer, trods alle krigenes gru, trods sult, tørst i ørkenens brændende sol eller i isnende kulde over høje bjergkæder undervejs til stadig flere ukendte territorier fortæller Manfredis brede beretning om Alexander den Store nok så meget om denne unge forbløffende makedoner - kun 20 år, da han ser lyset - som en uforbederlig romantiker. For det, der driver ham, er altid drømmen om at vide »hvad der gemmer sig hinsides daggryet og solnedgangen, hinsides bjergene og sletterne, hinsides sol og skygge, ondt og godt, hinsides alt«.

Det kan være lidt forsonende med hans tvedelte psyke, han er en storsindet helt med karisma og med en nærmest overmenneskelig energi og udholdenhed, han er en ædel humanist, der læser i sin Homer hver aften, formidler græsk kunst og kultur til barbarerne, hvilket får varig betydning, selv når hans rige snart smuldrer, han lader opføre flotte forstillinger af de berømte græske dramaer for sine begejstrede tropper, er en trofast ven, et følsomt menneske, en øm elsker, en klog politiker, genial strateg, men, men efterhånden også en hidsig, blodig tyran (ikke ulig de fyrster, han bekriger) grebet af storhedsvanvid med tro på, at han er gud, og kræver, at man skal knæle for ham, hvilket hans brave demokratiske grækere selvfølgelig nægter.

Clausens Ekbatana

Men det rokker ikke ved, at det er prægtig læsning, efterhånden som helten underlægger sig de sagnomspundne byer i det persiske kongerige med deres fantastiske farvestrålende paladser og deres duftende blomsterhaver, Susa, Babylon, Persepolis, Bagdad, og ja, her må en dansker som forhen Sophus Clausen lade den underfulde musik i byens navn synge for sit øre - Ekbatana.

»Jeg husker den Vaar, da mit Hjærte i Kim, undfangede Drømmen og søgte et Rim, hvis Glans skulle synke, jeg ved ej hvorfra, som naar Solen gik ned i Ekbatana.«

Nye byer undervejs

Det var lige så meget et felttog som en gigantisk opdagelsesrejse foruden den første videnskabelige ekspedition i verden. Alexander fører også et hold af videnskabsmænd med sig og sørger for at sende sjældne naturhistotiske arter hjem til Grækenland til sin gamle lærer Aristoleles. Med realpolitisk tæft gør han sine modstandere til medborgere og allierede, dog ofte til hans egne gamle græske kammeraters fortrydelse.

Og ikke mindst efterlader han sig aldrig kaos, men tværtimod genopbygning og administration af det erobrede.

Han anlægger nye byer på ruten med sine egne veteraner som nybyggere. Hans anlæggelse af Alexandria er et godt eksempel på succes. I løbet af kort tid bliver det en rig og blomstrende by.

For at fremme integration med de fremmede folkeslag gifter han sig med Roxane. Det er nu ikke noget offer, hun er en meget dejlig og fyrig afghansk prinsesse, der elsker ham til vanvid. Han tvinger imidlertid sine landsmænd til det samme og påbyder bunkebryllup.

Nåede aldrig hjem

Der går 12 forbløffende år.

Men førend han når helt frem til floden Ganges, siger militæret stop. Hans tropper er udmattede, de trænger til at kommer hjem. Mod sin vilje, trods nye planer bevæges den ukuelige til at vende om. Han når aldrig tilbage til sit Makedonien.

Han dør i Bagdad (af tyfus?) kun 31 år gammel og stadig med eventyrets glans omkring sig. En mand, der åbnede fagre nye verdener som en skatkiste.

kultur@jp.dk