Anmeldelse: Valentine Goby: Den der rører ved min krop dræber jeg

Roman

Valentine Goby: Den der rører ved min krop dræber jeg

144 sider, 188 kr.

Forlaget Arvids

Meget fylder den ikke, Valentine Gobys lillebitte roman, der med sine kun 144 sider og sin store skrifttype mest af alt minder om en forvokset pixibog for voksne. Men man skal ikke lade sig narre af det ringe fysiske omfang, for teksten rummer ikke så lidt af et drama.

Vi befinder os i Frankrig i 1943. Anden Verdenskrig raser, men det er ikke den, der primært optager de tre hovedpersoner.

Tilfældets magt

Marie G. (de anonymiserende efternavnsforkortelser forekommer ligegyldige og uforklarede) er vaskekone og har to børn, som hun elsker højt. Da hendes nabo ved et uheld er blevet gravid, hjælper Marie hende med at fordrive fostret og bliver på den måde ved tilfældets magt - med bogens begreb - englemagerske.

Et andet sted befinder Lucie L. sig. Hun er en ung kvinde, der netop har besluttet at abortere det barn, som hun er besvangret med. Sonden er sat op for at få fostret til at løsrive sig fra livmoderen, og mens Lucie bare må vente på, at graviditeten termineres, flyver tankerne gennem hende.

Henri D. er gift med en jordemoder, der - lidt for åbenlyst - hjælper med at bringe liv til verden. Henri selv arbejder som skarpretter, altså den, der sætter guillotinen i gang, når de dødsdømte skal henrettes.

Som et lille historisk kuriosum kan man på romanens presseblad læse sig til, at straffen for englemagersker normalt var fem års fængsel, men under krigen var behovet for særligt drengebørn så stort, at man satte straffen op til dødsdom. Og det er fuldbyrdelsen af denne, som Marie nu venter på. Og Henri, der skal stå for den.

Hård kost

Det er åbenlyst hård kost, og det er tydeligt, at forfatteren Valentine Goby har sat sig grundigt ind i emnet. I passager fungerer romanen også fint. Blandt andet i Maries tankestrøm, når hun overvejer sin straf, og i Lucies selvvalgte smertehelvede.

Tungere står det til, når det kommer til Henri, der som karakter forbliver underligt flad og ligegyldig. Man savner noget potens og handlekraft, men læsningen lammes af handlingens passivitet, da der ingen nutid synes at eksistere. Kun deres tanker.

Desuden forbliver alle personerne fedtet ind i Gobys sirlige og overmåde konstruerede sprog, der aldrig rigtigt springer op fra siden og bliver til mere end smukke ord, og det bliver derfor svært at engagere sig i den ellers interessante fortælling.