Vagn Predbjørn Jensen: PARENTESEN

Vagn Predbjørn Jensen:

PARENTESEN

180 sider, 249 kr.

Tiderne skifter

UDKOMMER I DAG

Langt de fleste mennesker oplever forhåbentligt, at deres liv er så fuld af bemærkelsesværdige hændelser, at de føler trang til at skrive deres erindringer. Men ét er som bekendt at føle og opleve en masse, noget andet at fremstille levnedsløbet, så andre ud over familien synes selvbiografien er værd at læse.

Selv et nok så spændende liv falmer, hvis den skrivende ikke mestrer at gestalte livet i et levende sprog. Omvendt kan en god skribent få selv et ensformigt liv i et forstadsparcelhus til at funke af lyst.

Faderens brøler
Den afdøde forfatter og skolelærer Vagn Predbjørn Jensen havde en familiehistorie, som er almen relevant. Faderen, der var præst og yderst retskaffen, dybt konservativ, begik i starten af 1940'erne den brøler at flytte familie til Tyskland. Han havde fået en stilling som dansk lektor i udsigt, men ender med at arbejde på et bureau, der registrerer offentlig omtale af jøder i Norden. Efter krigen er han selvfølgelig ugleset i Danmark og til trods for sin faglige kompetence udelukkes han i årevis fra at få en passende stilling.

Forurettet
Det er groft sagt denne forurettelseshistorie, der bærer ”Parentesen”. Opholdet i nazi-Tyskland var blot en parentes, og erindringer skal genrejse respekten for faderen. Ikke mindst bruges der en del energi og sider på at genfortælle en langvarig retssag mod staten, der først ender lykkeligt i 1970, da faderen får sin oprejsning og et præstekald igen - som 70-årig.

Hvor principielt relevant denne forsmåelseshistorie end kan synes, så forbliver den for privat i Vagn Predbjørn Jensens fremstilling.

Man læser med sympati, hører om barndommen i Sønderjylland, årene i det hærgede Tyskland, som indimellem bringer usædvanlige iagttagelser: De allierede havde åbenbart også talent for at slagte civile og senere groft chikanere de forarmede overlevende.

Familiens og fortællerens permanente kamp med skæbnehistorien gør selvfølgelig et vist indtryk. Hjerteløs er man jo ikke.

Men stoffet, hvor gribende det end er på papiret, savner fylde. Fremstillingen er sparsomst registrerende, sjældent tolkende, og vinklen er begrænset til den skrivende selv. Den partiske indfaldsvinkel udvisker omverdenen; den anskues ud fra forurettedes bevidsthed, og dermed har bogen en begrænset gennemslagskraft.

Den forbliver parentetisk, noget man groft sagt kan læse hen over.