Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Umberto Eco: Kirkegården i Prag | bog.guide.dk

Umberto Eco: Kirkegården i Prag

Umberto Eco spænder i sin nye roman ben for sig selv med sin enorme lærdom, så man som læser taber pusten undervejs.


Roman
Umberto Eco:
Kirkegården i Prag
Rosinante
512 sider; 350 kr.

Umberto Eco er næppe Europas klogeste mand, men sandsynligvis Europas lærdeste. Han har skrevet talrige afhandlinger og bøger og er ekspert i middelalderens filosofi og kultur. I middelalderen foregår også han første og mest berømte roman, ”Rosens navn” (1980). ”Kirkegården i Prag” er hans sjette og tynget af hans lærdom. Det er dens problem - og læserens. Den handler om antisemitismens vækst til en kræftbyld i Europa, kulminerende med skriftet ”Sions Vises Protokoller”, et falsum, forfattet på overgangen fra 1800 til 1900-tallet. Skamløst blev det udnyttet af både nazister og bolsjevikker, men det har en lang tilblivelses- proces. Den er det, Eco vil skildre.

Forrygende optakt

Hovedpersonen og fortælleren er en jurist fra Piemonte i Italien, Simone Simonini, der opererer i Paris. Han er Ecos opfindelse, men en person ved det navn kan faktisk opspores tidligt i 1800-tallet. Ud over ham har samtlige personer i bogen faktisk levet - på nær et par stykker, bedyrer forfatteren. Fortællingen har en forrygende optakt. Med aggressiv sproglig vitalitet rakkes tyskerne ned og beskyldes for alle mulige nederdrægtigheder og uhumskheder: »En tysker producerer gennemsnitlig dobbelt så meget afføring som en franskmand,« hævdes det, og heraf udledes råddenskaben i den tyske folkekarakter. Værre er dog jøderne. Dem har Simonini lært at hade af sin farfar, som han voksede op hos, og bogen igennem breder jødehadet sig ud over siderne og kombineres med et indædt had til frimurere. De påstås at være i ledtog med jøderne i en konspiration om at overtage magten i den hele verden. Planen udklækkes på et hemmeligt møde på en kirkegård i Prag.

Mystisk abbed

Men konspirationen er ikke et lineært projekt. Forræderier, gensidige mistanker og vidtløftige sammensværgelser løber på kryds og tværs gennem bogen, der antager labyrintisk karakter. Enklere bliver det ikke af, at Simonini, der også hader kvinder og kompenserer som ædedolk, har en slags dobbeltgænger eller spaltet identitet i en mystisk abbed. En sådan handling burde være medrivende og spændende og er det også over lange stræk, men det bliver for meget og for repeterende. Brødet vil ikke hæve, så det er en træls anstrengelse at mave sig igennem de over 500 sider, hvor maniske og paranoide udfald mod jøders, frimureres, jesuitters infame fordærv accelererer. Eco vil have alt med og propper så store mængder af sin lærdom ind i handlingen, at man taber pusten, jeg gør i alt fald. Desuden har han svært ved at få personerne til at leve noget individuelt liv. De reduceres til handlingens marionetter, ikke engang Simonini fremstår som et levende menneske - trods sine utallige madopskrifter, som Eco hævder, mange gør brug af. Så måske romanen snarere skulle i hænderne på kogebogsanmelderen.

Anmeldelse af Lene Kaaberbøl - Det levende kød

08-04-2013: Lene Kaaberbøls historiske krimi nummer to er et fascinerende tidsbillede. Læs artikel

Anmeldelse: Edward P. Jones: Den kendte verden

25-08-2011: Stort anlagt amerikansk roman fra et slavesamfund på vej mod sammenbrud. Læs artikel

Anmeldelse: Toril Brekke: Det forjættede land

19-08-2011: I sidste bind af Toril Brekkes trilogi er nybyggerne blevet etableret, og det omskiftelige liv i mulighedernes land er godt i gang. Læs artikel

Anmeldelse: Peder Bundgaard: Slægten - Evigt uddelte sammen

11-02-2011: ”Evigt udelte sammen” - den seneste bog i rækken om den fiktive slægt Dane - er et klodset forsøg på at skrive danmarkshistorie i romanform. Læs artikel

Anmeldelse: Henning Prins: Stiftelsen

11-02-2011: ”Stiftelsen” afslutter en romantrilogi skrevet i et sanseligt og konkret sprog, så man tydeligt mærker stanken og gruen i København for 200 år siden. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...