Ungdomsroman
Trine Appel:
BARE ANNA
192 sider, 150 kr.
Politikens Forlag
En klassisk ungdomsbog kan sædvanligvis gribes tematisk an fra to vinkler: Barnet, der gerne vil være ung - eller den unge, der gerne vil være voksen. Længslen efter det nye, det bedre, det vildere, det voksne, det andet, fungerer som en drivkraft for både ungdomsfortællingen og dens hovedperson.
Anna er 14 år, og hun hører til den første kategori, hun er et barn, der gerne vil holde op med at være det: »Jeg står på trappen til timetervippen i svømmehallen. Om et øjeblik har alle taget springet? snart er det min tur.« Fortællingen følger Anna trin for trin op ad timetervippen. Annas trygge base og fortællingens udgangspunkt er en helt almindelig kernefamilie og en lidt umoden bedsteveninde.
Næste trin er sommerlejren med Teaterspirerne, en hovedrolle, Lotus - hendes cybergoth og tilsyneladende noget mere erfarne nye veninde - og dejlige, dejlige Johs., som giver Anna en uimodståelig lyst til at springe fra den der timetervippe.
Trine Appel tegner et fint og næsten sødmefuldt billede af unge Anna med hovedet fuld af togskinner og romantiske drømme.
Teatertemaet er velvalgt, fordi Anna gennem skuespillet får mulighed for at udfolde sider af sig selv, som egentlig ligger et trin længere oppe. Her tør Anna flirte med både sin egen personligheds nye facetter og med Johs. ”Bare Anna” er netop det - bare Anna.
Ungdomsromanen er helt klassisk, uprætentiøs og på en god måde et lidt kært indslag blandt tidens mere eksperimenterende ungdomsromaner og langt farligere hovedpersoner. Romanens enkelhed bæres oppe af et virkelig velfungerende sprog og en sans for både ungdomsfortællingens og ungdomstidens dramaturgi. ”Bare Anna” er udpræget en pigebog, men det er til gengæld en god én.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



