Anmeldelse: Toril Brekke: Det forjættede land

Historisk roman

Toril Brekke: Det forjættede land

Oversat fra norsk af Gunn Gustafsson

405 sider, 229 kr.

Hovedland

Er udkommet

”Det forjættede land” er den sidste roman i Toril Brekkes trebindsværk om den norske udvandring til Amerika op igennem 1800-tallet.

Trilogiens to øvrige titler er ”Drømmen om Amerika” og ”Guldfeber”, men nye læsere kan uden problemer og med fuldt udbytte springe på her.

De trofaste kan nyde gensynet med et par gamle kendinge, der har været med hele vejen og dermed er vidne til godt og vel 75 års historie, rig på både sejre og nederlag i mulighedernes land.

Nordmænd i Amerika

Romanen begynder ved Ofotfjorden i Nordnorge. Vilkårene er trange og fattige. Navnlig hos Aron og Soldans.

Men en dag glider en pulk med et sorthåret lille barn ned over fjeldet, og eventyret kan begynde. Først i form af Soldans' folkelige fortællinger om prinser, guld og halve kongeriger, siden som en flugt ud i den store verden med en stjålen pung i lommen, vrede øjne i nakken og hjertet fuldt af en ung piges bløde krop.

Lasse og Agnes hedder de to unge, som med års mellemrum og af forskellige grunde tager den strabadserende skibsrejse til New York.

Mens et hav af tilfældigheder skubber dem i hver sin retning hen over det enorme land, arbejder skæbnen til deres, dvs. kærlighedens, fordel.

På dette tidspunkt i historien er nybyggerlivet et overstået kapitel, og både Lasse og Agnes møder overalt veletablerede nordmænd med egen jord under fødderne. Nogle har satset på bomuld, andre på mere traditionelt landbrug, og det er ikke alle, der klarer sig lige godt.

Godt orienteret

Toril Brekke, som har sat sig grundigt ind i tiden og dens skikke, formidler nogle fine indtryk af bl.a. livet i en stor landhusholdning i Minnesota, tilværelsen som cowboy i Texas og sliddet som skovhugger i staten Washington.

Lasse er en urolig sjæl, der ustandselig ryger ud i problemer. Hans væsen giver forfatteren en naturlig adgang til emner som forholdet mellem sorte og hvide, herunder de hvides lynchninger, synet på jøder og indianere m.m.

Agnes leverer via sit arbejde som husholderske hos en engageret landmand med egen avis relevante oplysninger om den politiske kamp mellem republikaner, demokrater og populister.

Læseren bliver således godt orienteret på flere felter, samtidig med at kærlighedens dilemma flyder som en foruroligende strøm under alle begivenheder. Får de den, de elsker, eller må de elske den, de får?

Fortællingen glider derudad, proppet med hændelser og hyppige skift, men der smøres lige lovligt tykt på romantikken til sidst, da »to par øjne, som engang havde set et lignende skue af fjelde med sne på toppen, fandt hinanden«.