Anmeldelse: Torben Munksgaard: Den perfekte mand

Torben Munksgaard:

DEN PERFEKTE MAND

224 sider, 199 kr.

Rosinante

Er udkommet

Jeg ved ikke rigtig, om det er godt eller skidt at have vundet en talentkonkurrence (hvad blev der f.eks. af det bundsolide pigeband EyeQ?).

Det er to år siden, at Torben Munksgaard vandt Lindhardt og Ringhofs romankonkurrence med romanen ”Retrograd”, om hvilken jeg må se i øjnene, at jeg blandt andet brugte ordene »knivskarp, vrængende og underholdende« (godt det ikke var mig, der deltog i nogen konkurrence, f.eks. om originalt sprogbrug i anmeldelser).

Munksgaards nye roman minder på mange måder meget om debuten. Den er i lige så høj grad båret af et koncept som den første - i første ombæring var der tale om en mand, der blev yngre, mens der nu i ”Den perfekte mand” er tale om en mand, der tager en andens identitet på sig.

Om man holder af koncepter er vel en smagssag. Jeg har ikke decideret noget imod koncepter, så længe de kaster noget interessant af sig, og der er jo masser af gods i tematikken om (en i øvrigt stjålen) identitet.

Løs i strukturen

Resultatet er imidlertid finurligt uden at være vildt interessant. Og tankevækkende nok har denne roman samme svaghed som den forrige, nemlig at den bliver stadig svagere og løsere i strukturen, måske fordi det er svært at få sådanne koncepter til at gå op på en måde, der både er troværdig og medrivende.

Torben Munksgaard er bedst, når han systematisk afliver miljøer, byer og tidslommer. Det går blandt andet ud over akademikere, kritikere, humanister; han når alle tre dele på halvanden side; men der er selvfølgelig også et vist overlap - eller en forståelig stream of consciousness.

Temmelig macho

Århus og Vesterbro ekspederer han i ét hug: »Århus var (?) et håbløst sammenkog af storsnudet narcissisme og ikke-ryger-mentalitet [?] en by, der ville være kosmopolitisk og mangefacetteret. Men det var den bare ikke. Den var det, som Vesterbro er i dag. Unge mennesker ramt af damp og CO2-væmmelse. Hippe huer og grimme cykler.«

Danskstudiet får også et hug: »Dansk var godt nok humaniora, men kun sådan en slags lærerseminarie-humaniora, hvor alle stadig kan være med.«

Nå, ja. Og så lige kvinderne på danskstudiet: »Hun hed Dorthe og lignede mest af alt personificeringen af en menstruation. [?] I hvert fald så hun meget humanistisk ud.«

Det er alt i alt temmelig macho, ret kynisk og ind i mellem virkelig sjovt. Og ikke så meget mere - især den sidste halvdel af ”Den perfekte mand” er for leddeløs og flagrende, men som satiriker pr. punktnedslag er Torben Munksgaard virkelig effen.