Anmeldelse: Torben Guldberg: Sange om udødelighed

Torben Guldberg:

SANGE OM UDØDELIGHED

400 sider, 299,95 kr.

Lindhardt og Ringhof

Er udkommet

Den gode nyhed er, at Torben Guldbergs anden roman mere end bekræfter, hvad allerede debuten ”Teser om eksistensen af kærlighed” stillede i udsigt: At den 35-årige skuespiller er et ualmindeligt og meget færdigt fortælletalent, som kan håndtere både rå action med grusomme voldsscener, så godt som begivenhedsløs eftertænksomhed, store følelser og forskellige stemninger og udtryksformer.

Den knap så gode nyhed er, at ”Sange om udødelighed” har arvet en del af forgængerens unoder. For ikke at sige efterfølgerens, i og med at den nye roman er en direkte forløber for den første og skildrer de første 500 år af den udødelige hovedpersons foreløbig 1.000-årige tilværelse.

Det synlige maskineri

Det vil sige, at der sideløbende med historierne fra sværdsvingende vikingetid til følsom italiensk renæssance også er en tendens til at lade de enkelte fortællinger sande til i filosofisk lommeuld. Ligesom ideen med på én gang at lade den udødelige fortælle tingene, mens de sker - nogle gange som hovedperson, andre gange helt i udkanten af historien - og kommentere dem fra nutiden, har det med at virke ikke så lidt konstrueret.

Eller måske snarere: gør så meget opmærksom på sig selv, at den ambitiøse konstruktion kommer til at virke mere knirkende, end den meget af tiden egentlig er. Kunststykket må være at holde maskineriet nogenlunde usynligt, mens fortællingerne tilsyneladende kører af sig selv.

Når æren dræber

Hvis dejen ikke hæver fuldstændig overbevisende, er flere af enkeltdelene imidlertid forrygende og på meget forskellige måder. Vikingekapitlet er en grum, grum historie om en mand, hvis destruktive æresbegreber ødelægger alt omkring ham, og det spænder over det meste af Europa - mens den efterfølgende historie om forfølgelsen af en religiøs visionær næsten udelukkende er hørt inde fra en fængselscelle, uden at fortælleren kan se ret meget af, hvad der foregår udenfor.

Det er flot, og det er ikke mindst løfterigt. Nu har Torben Guldberg så fået skrevet sin store dobbeltroman om næsten alt gennem 1.000 år og fået vist sig selv og læserne, hvor meget han kan og vil, og næste gang bliver det så forhåbentlig den ene tætte historie, der er adskillige tilløb til undervejs allerede i dobbeltværket.