Tonny Gulløv:
REGEL NR. 5
329 sider, 179 kr.
Forlaget McGugl
Er udkommet

Tonny Gulløv:
DEN 6. SENATOR
441 sider, 189 kr.
Forlaget McGugl
Er udkommet

Tonny Gulløv er både forlægger og foreløbig førende forfatter hos forlaget McGugl. Forlaget er etableret i 2010 med den erklærede hensigt at ville udgive bøger til lave priser og med en betydelig større royalty-procent til forfatterne, end forlag normalt budgetterer med.
Forsøget er gjort i Sverige, hvor Jan Guillous og Liza Marklunds Piratförlaget AB i 10 år har arbejdet ud fra samme filosofi. Hos Piratförlaget AB er hovedreglen den, at efter fratrækning af produktionsomkostninger deler forfatter og forlag fortjenesten. Med Ann-Marie Skarp som medejer og direktør har man skabt en kommerciel succes.
Hos Tonny Gulløv er man altså begyndt med et par bøger af forlæggeren selv og med en hensigtserklæring om, at der vil komme meget mere. På hjemmesiden oplyses, at forfatterindtægten vil stå i forhold til det redaktions- og andet arbejde, som forlaget skal lægge i en udgivelse. Jo mere færdig bogen er ved aflevering til forlaget, jo mere til forfatteren.
Tonny Gulløv har tidligere udgivet ”Skyggeland” på Lindhardt og Ringhof og ”Søvngængeren” på Gyldendal. ”Regel nr. 5” og ”Den 6. senator” er forlaget McGugls første udgivelser. Det er spændingsromaner med højt oktantal.
Den første handler om en polterabend, der viser sig at være planlagt til at gå helt galt for tapas-restaurant-ejer Frederik. Nogle af hans venner har andet og mere på dagsordenen end bare et festligt arrangement, som ganske vist er af de mere vidtgående af slagsen.
Den anden er en historie om en tidligere, og straffet, politimand, der er kompagnon i et firma, der finder forsvundne personer og i det hele taget kan skaffe informationer, hvor de fleste computersystemers forsvarsværker normalt er uigennemtrængelige.
En stor opgave for en hollandsk rigmand, ender, ganske som det sker med polterabenden, helt anderledes, end hovedpersonen forestiller sig det.
Gulløvs spændingsbøger er voldsomme og actionmættede, hvor macho-typer med bløde hjerter er det dynamiske handlingscentrum. Plotmæssigt læner forfatteren sig nok rigeligt mod det veltilrettelagte tilfældige sammentræf og det overstyrede plot, og genreskabelonerne er aldrig langt væk.
Gulløv placerer sig med McGugls første udgivelser i den hurtigt voksende niche med danskproducerede, men internationalt orienterede spændingshistorier, hvor man også finder forfatterpseudonymet Henrik Desmond og dennes PlanB-gruppe og på det allerseneste Lars Ørlund med ”Kapring over Kairo”.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



