Tom Rachman: De ufuldkomne

ROMAN

Tom Rachman

DE UFULDKOMNE

Politikens forlag

322 sider, 250 kr

Oversat fra engelsk af Erik Barfoed

Mod slutningen af ”De ufuldkomne” kan man få en mistanke om, hvad romanen også kan læses som. Hvad der i løbet af de første 300 velskrevne sider synes at være en hyldest til avisverdenen i alt sit væsen, bliver nemlig snigende tilført de modsatte fortegn.

Kan det være en tidlig nekrolog, som den britisk-canadiske journalist Tom Rachman har skrevet?

En nekrolog, der med lige dele kærlighed og konsekvens beskriver papiravisen op igennem det tyvende århundrede, for til slut at begrave den i digitaliseret opløsning?

Måske. Uanset hvad er man glimrende underholdt i løbet af de elleve novelleagtige fortællinger, der til sidst får ”De ufuldkomne” til at fremstå som en fuldkommen kollektivroman.

Vi er i Rom i anden halvdel af det nye årtusindes første årti. På den rodede redaktion tilhørende en hensygnende engelsksproget avis med meget store ambitioner, men meget lille virkelighedsfornemmelse, går verden sin gang. Avisen skal ud, koste hvad det vil.

Beskriver et kollektiv

Nyhedschefen arbejder i døgndrift, men glemmer sin skønne kæreste, nekrologskribenten får en overraskende forfremmelse, og redaktionssekretæren kludrer i overskrifterne, mens avisens mest trofaste læser kæmper for at få læst hvert eneste ord af hver eneste udgave.

I hver fortælling bliver en tilsyneladende tilfældig situation udslagsgivende for redaktionens videre sammensætning. ”De ufuldkomne” beskriver det kollektiv, der kendetegner en arbejdsplads, og som lader individet indgå med alle sine mangler - uden at det gør noget.

Smuds i gulvtæppet

Selvom det knager på hjemmefronten hos de fleste, og at de ansatte har et horn i siden på hinanden, ja så skal avisen ud. Der er ikke noget at gøre.

På denne vis hylder ”De ufuldkomne” også helt almindelige menneskers evne til at samarbejde på trods.

Når dette er sagt, er det et noget mistrøstigt billede Tom Rachman giver af vore dages nyhedsjageri. Det eneste tilbage af romantikken fra avisens grundlæggelse i 1950'erne er det udtrådte smuds, der som en parodi ligger gnedet ud i redaktionens møgbeskidte gulvtæppe.

Tiden har ændret sig, og papiravisen har ikke fulgt med - eller også er papiravisen som koncept simpelthen blevet en anakronisme? Det er muligvis et sådant spørgsmål, Tom Rachman også stiller med ”De ufuldkomne”.

Meget insinueres og meget er usikkert, men måske netop derfor fungerer ”De ufuldkomne” så godt.

Der er ikke noget at sige til, at romanen i 2010 lå højt på New York Times' liste over årets bedste romaner.