Anmeldelse:
Anmeldelse: 4 out of 6
Find mere om:
Anmeldelse af Tom Rachman - Storhed og fald | bog.guide.dk

Man gjorde et barn fortræd

Succesforfatteren Tom Rachman træder vande i ny bestseller om en kvindes jagt på sin identitet.

ROMAN
TOM RACHMAN
STORHED & FALD

376 sider, 300 kr.

Politikens Forlag


ItemImage.jpg

Med ”De ufuldkomne”, en roman om det brogede persongalleri på en engelsksproget avis i Rom, fik Tom Rachman i 2010 et fortjent gennembrud verden over. Den unge, engelsk-canadiske forfatter demonstrerede en sjælden evne til at forvandle trivielle hverdagsepisoder til et morsomt og rørende komediedrama.

I ”Storhed og fald” har Rachman atter engang fingrene nede i krukken med sine yndlingsingredienser: livet som en række tilsyneladende isolerede hændelser, der viser sig at have en sammenhæng; farverige figurer i en grå hverdag; storslåede iagttagelser af småting formuleret med vid og bid.

Tooly lever sit liv i tænderskærende ensomhed blandt støvede bøger i et lukningstruet antikvariat i en lille, walisisk flække. Hun spiller lidt ukulele (falsk), lytter adspredt til sin unge assistents meninger om dette og hint (ligegyldigt) og går nogle lange ture i det britiske landskab (vådt). Imens glider tankerne konstant tilbage til en dunkel fortid, som hun har svært ved at få hold på.

Handlingen veksler mellem tre perioder i Toolys liv. I 1988 er hun en glad, 10-årig skolepige, der ankommer til Bangkok med den indadvendte og meget forsigtige computernørd Paul. Deres relation ved vi intet om, bortset fra at Paul føler et stort ansvar for tøsen. Manden er dog så optaget af sit arbejde for den amerikanske udenrigstjeneste, at han kan glemme Tooly hele dage ad gangen, så hun må leve af rå spaghetti og tandpasta, mens hun læser dybsindige bøger og tegner sjove næser i sit kladdehæfte.

På vej hjem fra skole bliver hun en dag kontaktet af en spændende dame, og hendes liv ændrer retning.

Kejtet pige i kikset tøj

I 1999 bor Tooly i en slumlejlighed i New York med den gamle, russiske livskunstner Humphrey, som deler hendes interesse for store forfattere og varm kaffe. I timevis vandrer hun omkring på Manhattan og tegner sine ruter ind på et fedtet kort. Hun omgås også Venn, en charmerende charlatan, der hustler sig gennem livet, men som altid synes at have lidt penge tilovers til den kejtede pige i det kiksede tøj. Er det mon på Venns foranledning, at Tooly bilder fremmede ind, at hun engang har boet i deres lejlighed, og derefter bliver inviteret indenfor?

I 2011 har Tooly fået skrabet sammen til at overtage antikvariatet i Wales, hvor tankerne søger tilbage til barn- og ungdommen, der dog synes lige så tåget som fremtiden. Og så en dag ringer telefonen …

”Storhed og fald” er en noget prætentiøs titel til denne handling, men pyt – det gør jo ikke Toolys tre årtier lange jagt og flugt over tre kontinenter mindre interessant. Hun er et dejligt bekendtskab, en såret overlever, der hverken oplever eller har ambitioner om storhed eller fald, men blot prøver at skabe en tålelig dagligdag efter et livs fortumlet flakken omkring.

Man føler med Tooly, efterhånden som det oprulles, hvor store svigt hun har været udsat for. Til Rachmans ros skal det siges, at han elegant får afdækket bevæggrundene for de voksnes uansvarlighed.

Bogen er ofte gribende, og forfatteren formår at fastholde læserens interesse hele vejen. Slutningen er da også tilfredsstillende nok – i den forstand, at alt går fornemt op – men forklaringerne bliver afviklet lidt vel pedantisk. Undervejs er en del tomgang, hvor Rachman skal vise præcis, hvor ensformigt og frustrerende et liv uden mål og med kan være. Ideen er at skabe grobund for den store forløsning, men der går for meget følsomme vandreture og berømte forfattere i den.

Tom Rachman er heldigvis en yngre forfatter med masser af gode historier i sig. ”De ufuldkomne” var en lille perle, og ”Storhed og fald” er en mere end godkendt læseoplevelse, så der er god grund til at se frem til de næste, mange bøger fra den velskrivende fyr med det store hjerte.

Anmeldelse af Romain Puértolas - Den utrolige historie om fakiren, der sad fast i et IKEA-skab

18-10-2014: Fransk Jonas Jonasson-efterligning er glimtvis morsom, men forfatteren mestrer ikke krønikeformen tilstrækkeligt. Læs artikel

Anmeldelse af Anna Gavalda - Bare sammen

16-09-2014: Anna Gavaldas let bedagede bestseller skæmmes af en ringe oversættelse og hundredvis af fejl. Læs artikel

Anmeldelse af Daniel Kehlmann - F

26-08-2014: Fremragende: Al den falskhed! Daniel Kehlmanns nye roman er en tragikomisk fortælling, hvor krisen ituslår alle Vestens livssfærer i en flamboyant urkatastrofe. Læs artikel

Anmeldelse af Sebastian Faulks - Men fuglene synger alligevel

25-07-2014: Genanmeldelse: Sebastian Faulks’ bestseller fra 1993 genopliver gruen og frustrationerne fra skyttegravene. Læs artikel

Anmeldelse af Astrid Saalbach - Klapperslangen

01-07-2014: Astrid Saalbach er så pinlig og modig. Og så kan hun skrive uhyggeligt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...