Tom Lanoye: Målløs

Roman

Tom Lanoye:

Målløs

Turbine Forlaget

376 sider, 299 kr.

Oversat fra flamsk af Miriam Boolsen

Det er en anderledes konstruktion, den belgiske forfatter Tom Lanoye har skrevet. På den ene side er ”Målløs” en formfuldendt kærlighedserklæring til hans egne forældre, og på den anden er den et nyrestød til moderne minimalistisk litteratur.

Tom Lanoye voksede op i den lille flamske by Sint-Klaas som den yngste søn i en søskendegruppe på fire. Faderen var kvarterets hjertensgode slagter, moderen en flamboyant amatørskuespiller, når hun ikke styrede slagterbutikken med hård hånd.

Og netop moderen Josée drejer ”Målløs” sig om - ganske som det tydeligvis har været hendes gøren og laden, hele familiens opmærksomhed har været tvunget til at dreje sig om. Da hun derfor i en høj alder mister sproget efter en hjerneblødning, bliver dette tema naturligvis ophævet til fortællingens clou.

Uimodståeligt livstykke

Hele sit liv op til dette tidspunkt har Josée med en blanding af teatralsk manipulation og konsekvente udmeldinger styret sine omgivelser. Hun var et uimodståeligt livsstykke, der kunne gå fra at have en sal i sin hule hånd, til øjeblikket efter at ligge på stuens sofa, dramatisk proklamerende, at hun endnu engang var blevet ramt af et hjertestop.

Den samme livfuldhed lader Tom Lanoye afspejle i sin prosa. ”Målløs” er på en gang forvirrende og klar i mælet. I lange digressioner føres læseren igennem barndomsbyens originaler og bizarre hændelser, der først sent lader sig forklare.

Mens Lanoye konstant metaskriver - af og til lige i overkanten - over, hvad det vil sige at vokse op, at blive voksen, at leve og at skrive, bliver faderens slagtekød og moderens overdådige middagsborde indkapslet i en poetik, der netop celebrerer disse.

Ifølge Lanoye skal en roman nemlig ikke skrives stringent og lige ud ad landevejen. Derimod skal der fuldfedt kød på drengen. En forfatter bør tillade sig at give sine bipersoner uforholdsmæssigt meget plads, tillade sig tilfældige digressioner og lange beskrivelser.

Litteratur må altså gerne rode og skal bestå af en naturlig saft og kraft, der må ses som en modsætning til ordpedanteri og minimalisme.

Forfatteren ønsker at beskrive ”livet, sådan som livet er, ufuldkomment, fragmenteret og kaotisk”. Og set fra denne vinkel er Lanoyes fortælling ganske vellykket.