Thomas Fröhling:
KONG STEVES SELVLYSENDE HIP HOP BIBEL
(Kung Steves självlysande hip hop bibel)
Oversat af Erik Barfoed
200 sider, 200 kr.
Høst & Søn
UDKOMMER I DAG
»YO! Steve her! Jeg kan ligeså godt sige det med det samme. Det udtales Ste-ve så det rimer på tv. Ikke Steve, rimer på liiiv.«
Steve er 14 og helt forfærdeligt kikset. Og han ved det. Men han nægter at følge vennen Hennings råd om at holde lav profil af den grund. Som han siger: »Hvordan holde lav profil? Jeg er allerede længst nede. I lortet.« Så Steve går rundt med hvide handsker, svejsebriller og træningsdragt og kalder sig »kongen af hiphop«. Og han mener det.
Steve påtager sig den utaknemmelige opgave at holde hiphop-skole for læserne: »Kong Steves tapre hiphop armé med ret til at rime« og laver lister over 10 gode grunde til at elske hiphop, hiphopperens basisudstyr, fake rim og ugens øvelse. »Timen er slut. Skrid så med jer!«
Mellem lektionerne hører vi om Steves tilværelse i forstaden Salem, hvor han bor alene med sin kloge, men halvneurotiske mor, en lidt mere cool søster i nærheden, skolen, forelskelsen i Vera og alt det andet.
Teenageliv og teenagetanker i små, abrupte kapitler med overskrifter som ”En verden af plastik”, ”Piger”, ”Endnu en nederen dag i Lortekøbing” og ”En mor der er bange for alt”.
Det helt særlige - og helt uimodståelige - ved denne bog, er den sjove, naiv-
kloge, skæve hovedperson Ste-ve.
Forfatteren har absolut gehør for Steves rustne drengestemme, og hele orkestreringen af hans usikre tankeunivers er gennemmusikalsk. Frem for alt skildres denne kiks af en hovedperson med en loyalitet, der hæver ham over andre af ungdomslitteraturens ufrivilligt morsomme nørder.
Oversætteren Erik Barfoed rammer bogens særlige tone og er faktisk rimelig nede med hiphop-lingo, rim og slang, mens sådan noget som »kom igen, fjolser!« lugter af en direkte oversættelse af det svenske slangudtryk ”kom igen”, ligesom det næppe ville falde en 14-årig hiphop-nørd helt naturligt at kalde sig selv ”blasert”.
Det er småting, for alt i alt er denne hiphop-bibel en selvlysende debut.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



