Thøger Jensen: Frøken Dissings blafrende sommerskørt

THØGER JENSEN:

FRØKEN DISSINGS BLAFRENDE SOMMERSKØRT

112 sider, kr. 179.

Gyldendal

Titlen på Thøger Jensens nye roman indicerer, at denne frk. Dissing spiller en væsentlig rolle. Det er ingenlunde tilfældet.

Nogle skoledrenge bemærker, at lærerindens kjole hænger fast i en dør. En linje og slut færdig med Dissing.

Det skæve, vildledende i titlen er til gengæld typisk for den underspillende, lavmælte og ganske sjove Jensen. Det, der lever hos Jensen, er ikke den store historie, derimod mikrodetaljer fra hverdagen og den aparte humor.

Teksten består overvejende af nærbilleder, og fortælleren gør en dyd ud af ikke at forklare, hvordan stykkerne hænger sammen. Alt ses fra gulvhøjde. Medmindre da det lykkes at lette, som var man en sommerfugl. Den slags kan ske – midt i denne jyske, prunkløse fattigrøvsrealisme.

Elskelig enke

Den bærende historie handler om en elskelig enke, skolelærer Margrethe, og et hvidhåret postbud. De to hygger sig på snakkebænken og udveksler erfaringer om dit og dat. Forfatteren mener selv, at han præsenterer læseren for en ’sømandsroman’.

Det passer i den forstand, at pensionist Margrethe og posten på de sidste 30 sider sejler på Limfjorden i en båd, som vor heltinde arver fra sin første mand. De får en hund med på vejen og ender i Sverige, hvor Margrethe erklærer, at hun gerne vil blive. Jo, der sker noget stort.

Det rykker i det små

Men det er i det små, det rykker hos Thøger Jensen. Eller rettere: i den diskrete undvigende omgang med det store, som når Margrethe erindrer et hospitalsophold, hvor hun skulle spise havregrød:

”Så var de omsider holdt op med at plage hende, i det mindste indtil der var stuegang ”nu kan du desværre ikke få flere børn”, havde overlægen sagt. Endelig holder det op med at sne. Hun tager Helmuths gamle gummistøvler på og tramper en sti over til skuret. Der er endda også en porre." Nej, vi hører ellers intet til barnløshed. I ny og næ hører vi om afdøde Helmuth, mand nummer to, om hvem det hedder: ”Hvis Helmuth havde elsket mig lige så højt som sin islandssamling, tænker Margrethe.” Så fik vi det på plads. Hvad der derimod fylder, er hverdagslig snusfornuft som fundet af denne porre. Når der ikke er mere mad i huset, rollatoren står ude i den massive sne, og naboerne er lige så gamle som Margrethe, er det rart at bliver overrasket i det små.

Thøger Jensen kommer næppe til at skrive en succesroman, selv om hans univers er forankret i folkelige erfaringer. De kunstneriske ambitioner går i en anden retning. Han har fundet sin niche som minimalist og talerør for hverdagslivets gamle helte.