Anmeldelse: Tage Voss: Landet, hvor solen går ned

Roman

Tage Voss:

Landet, hvor solen går ned

174 sider, 200 kr.

Vandkunsten

Er udkommet

Tage Voss har med ”Landet, hvor solen går ned” skrevet en munter skrøne om Moses og jødernes vandring i ørkenen på vej mod det forjættede land. Man kan også sige, at han har afmytologiseret en gammel myte for at skabe en ny, hvilket er en klassisk foreteelse inden for litteraturen. Tænk blot på Thomas Manns kæmpe værk om Josef. Den nye myte er en myte om politisk list og religiøst bedrag.

Moses, som den gammeltestamentlige forskning for længst har afskrevet som en historisk person og omdefineret som symbol, er hos Tage Voss forvandlet til en brik i et egyptisk magtspil i det 14. århundrede før vor tidsregning.

Første del af romanen ridser den historiske, religiøse og politiske situation op, som den ser ud i årene op til vandringen. Det er en turbulent periode, fordi den unge tronarving, Amenhotep - senere farao Aknaton - flytter landets magtcentrum i Theben og anlægger en helt ny by, kaldet Armana.

Tro på solguden

Det voldsomme opbrud er resultatet af hans nye tro på solguden Aton, som præsteskabet ved det gamle tempel naturligvis ikke billiger. De forsøger sig med flere mordattentater på Amenhotep, men de bliver alle afværget, og snart blomstrer den nye hovedstad, mens den gamle visner ned.

I anden del kommer Moses på banen, fordi magtbalancen igen forrykker sig. Farao myrdes, og hans ældste søn, Tut, indsættes på tronen i Theben. Moses, tidligere Ramose, får af Aknatons folk til opgave at samle en hær af semitter og lede oprøret mod den nye farao.

Forfatteren lader en gammel mand fortælle den snirklede historie fra sit hjørne i krostuen. Uden at afsløre sin identitet fremgår det, at han er førstehåndsvidne både til alle intrigerne ved hoffet og vandringen i ørkenen.

Med bl.a. levende beskrivelser af, hvordan Moses bruger alskens fiksfakserier for at skabe en illusion om Jahves magt og nærvær, tryllebinder han sine tilhørere flere aftener i træk. Til sidst forstår de, hvordan deres nuværende farao Seti kom til at regere over et samlet Egypten.

Når helt til Kina

Tage Voss har en rationalistisk tilgang til det gamle stof. Han ved f.eks., at det ikke tager 40 år at vandre igennem ørkenen og digter derfor en historie om, hvordan semitterne når helt til Kina, inden de vender tilbage til Egypten. På samme måde fabulerer han sig lattermildt igennem både den ene og den anden guds-åbenbaring.

Det er en roman om illusionernes nødvendighed, skriver han selv, men den opleves nu mest som en underholdende leg med kendt stof. Det gode ved myter er, at de kan strækkes i det uendelige, uden at den oprindelige form og mening forsvinder.