Svend Åge Madsen: Mange sære ting for

Svend Åge Madsen: MANGE SÆRE TING FOR

416 s., hft. Kr. 299.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Det er blevet hævdet - af en århusianer, forstås - at hvis man måler fra Nordkap til Sicilien og fra Irland til Uralbjergene, finder man ret præcist Europas midtpunkt i Århus. I Svend Åge Madsens nye roman bliver synsvinklen så at sige udvidet fra rum til tid, i og med at den østjyske hovedstad her også bliver omdrejningspunkt for selve skabelsen af verdens historie, eller i hvert fald kristendommens.

Det er nemlig her, at intet ondtanende turister en morgen opdager blod dryppe ned på pladsen foran domkirken. Det viser sig at stamme fra astronomen Adam d'Edens lig, som ukendte gerningsmænd har anbragt på kirkens spir (Nordens længste, som det fremhæves).

Og som efterforskningen udvikler sig, afsløres der nok af grunde til at skaffe ham af vejen. Eller i hvert fald af dage og op i den blå luft. Astronomen har nemlig ude i universet opdaget nogle såkaldte spejlplaneter, der reflekterer lyset fra jorden så præcist, at man kan se nøjagtig, hvad der skete for flere tusinde år siden. Herunder hvorvidt Jesus nu også vitterlig blev undfanget ved guddommelig indgriben.

Plus 10 grader

Reaktionerne bliver derefter. Snart er mange forskellige interessenter på jagt efter ikke blot sandheden om astronomens død, men også efter de videobånd, han har efterladt sig med observationer af planeten, og som, hvis de bliver offentliggjort, vil kunne ændre meget af det, vi tror på, og hvordan vi gør det.

Blandt andet.

For dagens store litterære 70-års fødselar, der også er blevet fejret med korrespondancebogen ”Når man mailer” på Bindslevs Forlag, har selv efter sin standard mange bolde i luften her.

På overfladen er ”Mange sære ting for”, ligesom adskillige af Madsens tidligere værker, en slags spændingsroman med en mordgåde, der forsøges opklaret. Tempoet igennem de mange korte kapitler er nærmest Dan Brown'sk højt, så det godt kunne ligne en skælmsk opvisning i, hvordan en religiøs konspirationsthriller også kan skæres.

Samtidig dumper vi nok engang ned i Madsens særegne parallelunivers. Det ligner til forveksling Århus og omegn, bare drejet omkring 10 grader.

Foruden at der er forbindelseslinjer tilbage til personer og pointer i nogle af hans ældre bøger og sikkert også frem til, hvad der vil ske i nogle af de kommende. Havde han bare kaldt Århus noget andet, ville den litterære verden, som han efterhånden har opbygget, formentlig have ført til, at han blev hyldet som én af vor tids store fantasy-forfattere.

Ideer til debat

Én af de mest originale og konsekvente fiktionsforfattere i moderne dansk litteratur er Madsen i alle tilfælde. Og i hvert fald én af de morsomste.

Hans vid og hittepåsomhed skygger imidlertid ikke for, men befordrer tværtimod, de kæmpestore spørgsmål, han gerne sender afsted. Hans svaghed, der sine steder også gælder denne roman, er, når hans historier i for høj grad bliver en selvbevidst snurrig diskussion af idéer, snarere end en fortælling der fremstiller og udvikler dem.

Bevidst ironi

Det kan lige i denne sammenhæng godt ligne en bevidst ironi set i forhold til, hvor mange tungt tænkende videnskabsmænd og filosoffer, der optræder i persongalleriet.

Men derfor kan man stedvis godt savne den gennemførte lethed, det ved andre lejligheder er lykkedes for Madsen at være dyb på.

På sin vis folder det hele sig dog alligevel virtuost ind i hinanden. For den måde forfatteren gendigter Århus, svarer til hvordan Bibelens nedskrivere i hans historie har omdigtet de historiske begivenheder dengang.

Nogen bastant religionskritisk roman er det imidlertid ikke, lige så lidt som Salman Rushdies delvis åndsbeslægtede ”De sataniske vers”. Snarere er grundtanken, at religionens kvaliteter netop viser sig i dens kvaliteter som fiktion, som selvstændig fortolkning af verden, frem for som slavisk referat af et guddommeligt diktat. Det vil sige i religionens - og kunstens - evne til at fortælle menneskene, som en af Madsens tidligere romaner hedder. Hvad der i sidste ende vil sige vores evne til at skabe fortællinger af og med os.

Det fremgår tillige af, at historien hvirvler rundt mellem mange forskellige personers synsvinkler. Ingen af dem ved eller forstår alt, men de prøver alle så meningsfuldt, de kan, at skabe sammenhæng og retning i det, de oplever.

Og ganske vist er der ind imellem en tilsyneladnede alvidende fortæller, der sågar som en anden overpædagogisk avisredaktør indsætter faktabokse om relevante emner.

Uden at man som læser dog nødvendigvis skal fæste større lid til dem end til, hvad romanens fiktive personer påstås at have set og tænkt, endsige end til sig selv.