Stieg Larsson - hans debutroman er oplagt til Hollywood, mener anerkendt amerikansk anmelder. Foto: AP
?The girl with the dragon tattoo?. Sådan hedder den amerikanske oversættelse af "mænd der hader kvinder".
Og den amerikanske udgivelse af Stieg Larssons debutroman falder formentlig i god jord i Hollywood.
Dér er Paramount Pictures - ifølge Los Angeles Times’s boganmelder Marjorie Miller - i fuld gang med at overveje ”Mænd der hader kvinder” til en kassesucces.
Men inden projektet sættes i gang, skal bogen have fodfæste i USA, skriver dagladet.no.
Romanen er allerede i gang med at blive filmatiseret. I en svensk produktion instrueret af danskeren Niels Arden Oplev. Den forventes at få premiere den 6. marts 2009.
Det er det amerikanske forlag Knopf, der har trykt et førsteoplag på 150.000 eksemplarer af debutromanen, der i USA har fået titlen ”The girl with the dragon tattoo”.
Og forlagschef for Knopf, Sonny Mehta, spår Stieg Larsson-bogen stor succes – han regner sågar med, at debutromanen blæser direkte ind på New York Times’s bestsellerliste.
”Kombinationen af en god historie, en familiekrønike og en anderledes heltinde, som falder uden for det sociale system uden at blive et offer, er fascinerende,” siger forlagschefen til den svenske netavis DN - Dagens Nyheter - og tilføjer:
”Efter at bøgerne er blevet et fænomen i Europa, er det en glæde at kunne udgive dem i USA.”
Knopf, som er et af USA’s førende forlag, planlægger at udgive de to andre bøger i millenium-trilogien med et interval på otte måneder.
Det drejer sig om "Pigen Der Legede Med Ilden" (udgivet i Skandinavien i 2006) og "Luftkastellet Der Blev Sprængt" (udgivet i Skandinavien i 2007).
Anmeldelsene af ”The girl with the dragon tattoo” er indtil videre blevet modtaget meget positivt i USA.
Mens New York Times har enkelte indvendinger mod personkarakteristikken, hylder Washington Post Stieg Larsson-debuten som en "stort set fejlfri roman".
Washington Post skriver blandt andet, at ”den er yderst fængslende og har en genial intrige”.
Og ifølge avisen fortjener bogen at blive en bestseller i USA.
Det er Gyldendal, der står bag udgivelserne i Europa.
Men Gyldendals forlagsredaktør Einar Ibenholt tør ikke spå om, hvordan Stieg Larsson-bøgerne vil slå igennem i USA:
”Oversatte bøger som er blevet bestsellere i USA de sidste år kan du tælle på én hånd. Men Stieg Larsson fænger og begejstrer. Havde vi vidst, hvad der var årsagen til at millenium-trilogien har slået sådan igennem i Europa, ville det være nemmere for os i forlagsbranchen, " siger forlagsredaktøren og tilføjer:
"Men det er da klart at Lisbeth Salander, som er en figur et sted mellem James Bond og Modesty Blaise, vil slå igennem. Desuden havde forfatteren en ambition med sit forfatterskab."
Tv: Se hvem der skal spille Mikael Blomkvist og Lisbeth Salander



