Anmeldelse: Steve Sem-Sandberg: De fattige i Lodz

Steve Sem-Sandberg:

De fattige i Lodz (”De fattiga i Lódz”)

På dansk ved Niels Lyngsø

661 sider, 349 kr.

Gyldendal

UDKOMMER I DAG

Den gamle tekstilby Lódz (udtales wutsch), Polens svar på Manchester, blev under den tyske besættelse omdøbt til Litzmannstadt efter den tyske general og nazist Karl Litzmann. Nu var en ny tid begyndt. Jøder, som udgjorde en stor del af byens befolkning, skulle bo i en ghetto for sig selv, inden de skulle sendes andre steder hen. Efter at have tvangsfjernet de etniske polakker drev nazisterne i begyndelsen af 1940 ca. 100.000 jøder ind i den gamle bydel, hvor der i forvejen boede omkring 60.000 jøder.

Et område på ca. fire kvadratkilometer blev afspærret med pigtråd og murværk. Balutypladsen var det eneste sted med direkte forbindelse mellem ghettoen og byens ariske del. Her kørte sporvogne, som jøderne selvfølgelig ikke måtte benytte, tværs gennem ghettoen. Jøderne var henvist til at benytte de gangbroer, som forbandt ghettoens østlige og vestlige del.

En mønsterby?

På trods af afspærringen kunne det for en overfladisk betragtning se ud til, at ghettoen i Lódz - i modsætning til den i Warszawa - var en slags mønsterby. Her var der effektive produktionsvirksomheder. Ghettoen i Lódz var således den vigtigste leverandør af uniformer til den tyske værnemagt. Men der var også skoler, et kulturhus og sågar en ghettoavis.

Der var dog også forskel på folk. Mens de fattige hutlede sig igennem, levede den herskende klasse et noget mere behageligt liv - i hvert fald en tid lang.

Disse privilegerede mennesker fik bedre mad og havde ofte en slags sommerresidens i form af en kolonihave i bydelen Marysin i udkanten af ghettoen. Hvorfor? Enten bestred de vigtige funktioner i ghettoadministrationen eller også havde de ganske enkelt haft held til at indynde sig hos ghettoens enevældige leder.

Ryggesløs kollaboratør?

Omdrejningspunktet i Steve Sem-Sandbergs dokumentarroman om livet i ghettoen er netop denne leder, Mordechai Chaim Rumkowski. Han er i eftertiden blevet opfattet som indbegrebet af en ryggesløs iværksætter og kollaboratør. Og det var han vel også. Ja, nærmest et monster.

Og dog. Da nazisterne vil rense ghettoen for alle børn under 10 år, nås et punkt, hvor selv Rumkowski må sige nej. Romanen kredser om dette punkt.

Ikke fordi forfatteren vil forsøge at rehabilitere Rumkowski. Sem-Sandberg bevæger sig ikke på et niveau, hvor det drejer sig om at (for)dømme og frikende. Sem-Sandberg, som befinder sig i Primo Levi-klassen, er mest af alt optaget af, hvad et menneske rummer. Hvad et menneske egentlig er. Det er vel samtidig definitionen på al sand kunst.

Til sidst en lidt skolemesteragtig indvending: Hvorfor respekterer den danske oversættelse ikke den polske ortografi - ikke bare den, der indgår i bogens titel - når den svenske originaludgave gør?