Richard Bachman:
Blaze
Med forord af Stephen King
Oversat af Michael Krefeld.
288 sider, ib., 249 kr.
Lindhardt og Ringhof
Udkommer i dag
ROMAN
I 1973 debuterede en ung amerikansk gymnasielærer ved navn Stephen King (f. 1947) med gyserromanen ”Carrie”, og resten er moderne litteraturhistorie. Men forinden havde han dels skrevet en række gysernoveller til diverse mere eller mindre snaskede mandeblade, dels en håndfuld romaner uden overnaturlige indslag til skrivebordsskuffen.
Da King godt 10 år senere var blevet datidens største bestseller i amerikansk litteratur, blev de fleste af disse romaner udgivet under pseudonymet Richard Bachman - den bedste af dem, ”The Running Man”, blev endda filmatiseret med Arnold Schwarzenegger. ”Blaze” blev derimod liggende i Kings arkiver og så først sidste år verdens lys i trykt form.
Havde Bachman ikke været King, havde den næppe gjort det nogen sinde. Men uinteressant for fans er den nu ikke.
Den bygger - indrømmer King direkte i sit selvglade forord (»Kære trofaste læser«) - direkte på makkerparret i John Steinbecks klassiker ”Mus og mænd”. Her hedder den lille svindler og det ejegode, men småt begavede store skrummel henholdsvis George og Blaze, og efter at de har forsøgt sig med alskens småfiduser, finder George på, at de skal kidnappe et rigmandsbarn.
Men da planen skal føres ud i livet, er George død, hvad Blaze dog ikke helt har fattet endnu. Den naive kæmpe skal derfor selv forsøge sig som kidnapper, med fatale resultater.
Unge kvaliteter
Meget i romanen er enten prætentiøst, sentimentalt eller studentikost. Men for kendere er det påfaldende, hvordan King allerede som nogleogtyveårig mestrer flere af de kvaliteter, der senere bliver bærende i forfatterskabet: lokalkoloritten fra det nordøstlige og ofte stormomsuste USA, fornemmelsen for at opbygge spænding ved at krydsklippe, både mellem personer og frem og tilbage, og evnen til at skildre begivenheder gennem personer, der som Blaze ikke selv er ganske klar over, hvad der foregår.
Læs den dog hellere på engelsk. King har nok engang fået ny dansk oversætter, og den særegne, på én gang tørt ironiske og jordbundne sprogtone med mange popkulturelle referencer (og sjofelheder og bandeord) kommer ikke særlig godt til sin ret ved denne lejlighed.
Som bonus får man til slut i bogen novellen ”Minder” fra 2006, som King senere har udbygget til sin nye roman ”Duma Key”, »som bliver udgivet af Scribner i begyndelsen af 2008«. Men den har altså været på gaden i USA i snart to måneder.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



