Blogroman
Spacemermaid: SKYDYKKER UDEN FALDSKÆRM
208 sider, 200 kr.
Lindhardt & Ringhof
UDKOMMER I DAG
Spacemermaid har ifølge pressemeddelelsen opnået kultstatus i Danmark som blogger, og det forstår jeg lige så lidt, som da jeg anmeldte hendes første blogroman for et års tid siden, lige som jeg ikke kan give presseafdelingen ret i, at der denne gang er tale om et stykke chick lit » - af den intelligente slags«.
En blogroman er en trykt version af en blog, altså en masse, ofte og i høj grad i dette tilfælde, personlige ad hoc-tekster, der ellers ligger på en dertil indrettet side på internettet. Spacemermaids blog er åbenbart meget populær, og fred være med det, men jeg har stadig svært ved at forstå, hvorfor teksterne skal trykkes i bogform.
Den periode i Spacemermaids liv, som blogromanen denne gang dækker, er først og fremmest kendetegnet ved et kærlighedsforholds spiren, groen og visnen. Teksterne har imidlertid efter min mening slet ikke den fornødne langtidsholdbarhed til at kunne bære en trykt udgivelse.
Banaliteter
Dertil er de hver især for uinteressante, og det samme er det forløb, de tilsammen spænder over. Hvad angår teksterne hver især ville jeg som læser i denne genre tillade mig at forvente sproglig timing og skarphed - det er en af de korte indlægs potentielle styrker.
Men så langt rækker sproget i ”Skydykker” ikke. Derudover ville jeg af teksten som helhed gøre mig forhåbninger om et vist niveau af menneske- og selvindsigt, men jeg finder ikke noget, der når ud over banaliteter - jeg savner nogle meget mere overraskende, indsigtsfulde iagttagelser.
Jeg kedede mig bravt hele vejen igennem læsningen af ”Skydykker uden faldskærm”. Meget mere er der faktisk ikke at sige om det.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



