Sofi Oksanen: Renselse

Sofi Oksanen:

RENSELSE

Oversat fra finsk af Helena Idström

360 sider, 299 kr.

Rosinante

UDKOMMER I DAG

»Litteraturen skal rive sårskorpen af, så såret igen begynder at bløde,« sagde Per Petterson i et interview sidste år, og det er præcis, hvad Sofi Oksanen gør i ”Renselse”. Hun skærer og kradser i det tynde arvæv, så blod, puds og smerte blotlægges og får frit løb.

Skønt ingen bliver renset for deres skyld i denne roman om det estiske folks lidelser i det 20. århundrede, ligger der en klar renselses-effekt i selve afsløringen af historiens ildelugtende og betændte områder.

Intet under, at ”Renselse” netop er blevet nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, for den er ikke blot en usandsynlig flot fortælling om to kvinder, hvis skæbner besegles af de store nationale begivenheder, men den er også et sviende vidnesbyrd om et kapitel i den østeuropæiske historie, som vi er i færd med at glemme. Eller fortrænge.

Spørg blot Christa Wolf om det, eller Herta Müller.

Deporteret til Sibirien

Stammen i den vidt forgrenede fortælling er årene 1944 til 1951, hvor Estland bliver en sovjetrepublik med alt, hvad dertil hører af tvangskollektivisering, overvågning, tortur og frygt.

I landsbyen Koluvere i det vestlige Estland bor Aliide sammen med sin søster Ingel, hendes mand Hans og deres datter Linda på en slægtsgård.

I 1944 må Hans gå under jorden på grund af sin modstand mod det kommunistiske styre, og i 1949 deporteres Ingel og Linda på grund af hans såkaldte undergravende virksomhed til Sibirien.

Deres historie ligner i det ydre mindst titusinde andre esteres, og alligevel er den mere grum og ond end flertallets, fordi Sofi Oksanen lader sin hovedperson Aliide udnytte de politiske begivenheder til at udføre en forfærdelig hævnakt.

Mange år efter - i 1992 - da Estland igen er blevet selvstændigt, dukker en ung, skræmt pige ved navn Zara op hos den nu gamle Aliide og vækker den grusomme historie til live igen med et gulnet foto.

Begge kvinder er på flugt. Zara fra alfonsen Pasha og Aliide fra sine mørke gerninger, og frygten løber gennem romanen som det stødvise åndedrag fra én, der er i færd med at blive indhentet og dømt.

Aliide fortsætter med at henkoge tomater, tørre urter og sylte løg, men indeni er alt under opbrud. Hun har ikke længere styrke til at lægge låg på erindringerne, som hjemsøger hende dag og nat.

Pludselig forstår læseren, hvorfor landsbyens bøller bliver ved med at skrive russiske skældsord på hendes fordør, og hvorfor hun benægter nogensinde at have haft en søster. Pludselig ser man, hvordan noget så elementært som søskendejalousi, ugengældt kærlighed og selvretfærdig hævnfølelse kan ende som en belastende sagsmappe i et stort bureaukratisk system.

En såret nation

Sofi Oksanen er en eminent dygtig epiker, der omstændeligt trevler sin fascinerende historie op, bid for bid. Hun har sans for det stille, indre drama i et fordrejet sind og kærlighedens selvforblændede logik.

Finland kan være stolt af sin nye skarptlysende stjerne. Det er kun de allerbedste, der kan lirke et forgræmmet sind op og finde en såret nation indeni.