Sofi Oksanen: Stalins køer

Sofi Oksanen:

STALINS KØER

Oversat fra finsk af Birgita Bonde Hansen

461 sider, 300 kr.

Rosinante

UDKOMMER I DAG

I 2010 modtog Sofi Oksanen Nordisk Råds Litteraturpris for romanen ”Renselse”. Valget var indlysende og ubestrideligt.

”Stalins køer” er Sofi Oksanens debutroman fra 2003, og ligesom i ”Renselse” skriver hun også her den lille, personlige historie ind i Estlands store, nationale historie og lader den ene afspejle den anden. Denne gang er fokus ikke på den sovjet-estiske konflikt, men på forholdet mellem finner og estere, og dvs. et belastet øst-vestforhold præget af fattigdom kontra forbrug, undertrykkelse kontra frihed.

I stor krise

Anna vokser op i et kærlighedsløst ægteskab mellem en estisk kvinde og en finsk mand. Alliancen er lige så ulykkelig som de to nationers indbyrdes forhold helt op til Estlands selvstændighed, og Anna er klemt inde mellem to fædrelande, to folkesjæle og et hav af hemmeligheder på begge sider af jerntæppet.

Resultatet er en skambelagt identitetskrise, som Anna kun kan håndtere ved at få fuldstændig kontrol over sin krop. Som 10-årig begynder hun systematisk at skiftevis sulte sig og kaste sig ud i enorme madorgier. Hun indfører madplaner, kalorietabeller og vægtdage og skelner skarpt mellem tryghedsmad og faremad. Agurker er f.eks. tryghedsmad, mens fed ost er absolut faremad.

Da hun flytter hjemmefra, slipper hun den sidste rest af normalitet og overgiver sig totalt til bulimien.

Hun kalder spiseforstyrrelsen for min Herre, fordi hun efterhånden udelukkende lever og ånder for sit madmisbrug. Der er hverken plads til studier, venner eller kærlighed, og lysten til sex er for længst skyllet ud i toilettet i en flod af opkast.

Læst på lektien

Sofi Oksanen er skånelsesløs i fremstillingen af de tvangsprægede madseancer og opkastningsritualer, som gengives minutiøst og omstændeligt af Anna selv. Anna har som sin forfatter læst på lektien og ved præcist, hvad der sker med tænderne, knoglerne og blodet.

Det hele beskrives med en saglighed, som står i skræmmende kontrast til den mishandlede krop.

Romanen hopper frem og tilbage i historien. Snart er vi i 1940'ernes og 1950'ernes Estland hos Sofia, Annas mormor, der lever i evig frygt for de sovjetiske magthaveres repressalier, snart er vi i 1970'erne hos Annas mor, Katarina, der ikke kan finde sig til rette i Ærke-Finland, og endelig observerer vi med Annas øjne det hule familieliv præget af faderens utroskab og moderens hjemve.

Dyster realist

Forfatteren drager ingen konklusioner. Hun hiver bare det ene spøgelse efter det andet ud af familieskabet, indtil man ikke kan undgå at se eksempelvis den linje, som går fra mormoderens russerhad over faderens valg af bredbagede russiske elskerinde til Annas stolthed over sin tynde krop.

Sofi Oksanen er en dyster realist med en frysende sans for, at al historie er skæbne i både første, andet og tredje led. Det forhindrer hende dog ikke i at afslutte romanen med et lillebitte blafrende håb, som giver individet et overtag i forhold til kollektivet.

”Stalins køer” er endnu et blændende bevis på, at den unge finsk-estiske forfatter er stor. Og har været det længe.