Anmeldelse: Signe Schlichtkrull: Fogeden

Roman

Signe Schlichtkrull: FOGEDEN

232 sider, 250 kr.

Samleren

Er udkommet

I Forfatterskolens unge år hed det sig, at man ikke kan uddannes til forfatter.

Man sagde også, at de, der kom ud derfra, var tynde piger, der skrev anæmiske bøger om nærmest ingenting.

Jeg kan ikke se af hendes roman ”Fogeden”, hvad debutanten Signe Schlichtkrull vejer, men hendes debut er på over 200 sider, den handler på realistisk maner om mennesker i virkelighedens København - og hun er uddannet på Forfatterskolen.

Alt for sød

”Fogeden” har en slags hovedperson, nemlig Merete Andersen, der tjener til brød og husleje ved at sætte andre på gaden. Selv har hun en pæn lejlighed med en pæn mand i, men om det kan kaldes et hjem, er mere tvivlsomt.

Egentlig er hun også alt for sød til at have det job, hun har. Måske fordi hun i det væsentlige er lige så hjemløs som dem, hun driver ud af deres lejligheder.

De udsattes veje

I romanens løb bryder Meretes spinkle hjemlighed op, bl.a. fordi hun med vold og magt vil hjælpe en gammel mand, der er blevet sat ud ved en fejl.

Hendes veje krydser de udsattes veje, romanen bliver en slags netværksroman om meget forskellige mennesker, der alligevel har meget til fælles - en »roman om dem, der ikke har noget hjem, og dem, der ikke føler sig hjemme nogen steder,« som det hedder på bagsiden med en for en bagside sjældent præcis karakteristik.

Sans for prosa

”Fogeden” er en velkomponeret roman, der uden på nogen måde at være minimalistisk, alligevel formår at holde noget tilbage. Forfatteren underspiller den sociale elendighed, ligesom hun ikke ynker sine personer.

På den måde får man både en fornemmelse af de sociale forskelle og en fornemmelse af en eksistentiel hjemløshed på tværs af forskellene. Sprogligt fremtræder den prunkløs, men er i virkeligheden præget af en veludviklet (veluddannet?) sans for prosa, en sans for med sprog at vise, hvordan mennesker tænker og føler uden at sige det direkte.

”Fogeden” er værd at læse, men det bliver ikke nødvendigt at skrive den danske litteraturhistorie om på grund af den. Signe Schlichtkrull demonstrerer sikkerhed, men kunne nok tage flere chancer, synes denne anmelder. Næste gang måske. Forfatter er hun i hvert fald.