Sjón: Tusmørkeundere

Sjón:

TUSMØRKEUNDERE

Oversat fra islandsk af Kim Lembek

ER UDKOMMET

Ord som finurlig og spøjs plejer at passe på islændingen Sjóns værk. Også denne gang: ”Tusmørkeundere” er en slags litterær dramatisering af den lærde Jón Guðmundssons skrifter og liv mellem 1574 og 1668. Sjóns behandling af de gamle håndskrifter er blevet til en roman om overgangen fra den katolske tids besjælede univers til protestantismens mere nøgterne og dennesidige verden af magtstræb, grusomhed, hykleri og benægtelse af menneskets indfældethed i et magisk kosmos.

Vi møder Jon - der hos Sjón hedder Palmison til efternavn - efter at han er blevet kendt fredløs og forvist til en gold ø sammen med sin kone, Sigridur. Trods sin på flere måder klogere kones advarsler havde han i en blanding af næstekærlighed og tørst efter ære manet et yderst farligt og plagsomt genfærd i jorden kun for at blive dømt og forvist af den nye tids magthavere, der også brænder både helgenbilleder og gammel visdom i lærde bøger.

Ulykkeligt liv

Fra dette tidspunkt ret sent i hans liv - vi er i 1630'erne - får læseren da dels en tilbageskuende beretning om Jons omskiftelige, mestendels ulykkelige liv i lærdommens, lægedommens og digtningens tjeneste, dels beretningen om, hvordan det videre gik.

Begge dele er beretninger præget af både syrede syner af kosmiske sammenhænge og krast realistiske beskrivelser af menneskelivets ubønhørlige kropslighed: fattigdom, legemsvæsker, vold, svig, sult - men dog også kærlighed og længsel efter indsigt. Det ligger lige for at koble reformationens overgang til vores egen samtid: Kosmos - alt inklusive - er i vore dage en virksomhed, der skal give overskud, og virkelighedens inderste væsen afdækkes bedst af økonomer og finansministre. Jons apokalyptiske syner af groteske ”tusmørkeundere” viser, hvor perverteret denne tankegang er:

»Guds boliger bliver trådt under fode og sparket sønder af stampende og hoppende nyrige høvdinge og deres pyntesyge kvindemennesker ? Hvinende som soen ved parringstid og gryntende som ornen, når den bedækker den, lader de deres jernbeslåede damesko og morderiske sporer buldre løs på himmeriges himmelblå, natsorte og stjerneprydede ydervægge, som var de savsmuldsbestrøede gulve i horehuse eller de grå gulvplanker i børsernes røgfyldte baglokaler.«

Det er vist ikke kun i Islands banksektor, de danser denne dans. Heldigvis for dem og os har de en, der kan skrive om historien, så også samtiden bliver ramt. Og heldigvis er Sjons piskeslag nok præcise i forhold til den virkelige verden, men samtidig spøjse, finurlige og suggestive i deres skabelse af et eget univers.