Anmeldelse: Siri Hustvedt: Sommeren uden mænd

Siri Hustvedt:

SOMMEREN UDEN MÆND

(The Summer Without Men, 2011)

På dansk ved Jette Røssell

221 sider, 279 kr.

Per Kofod

Er udkommet

Sommeren uden mænd var den sommer i 2009, som den 55-årige Mia Fredricksen tilbragte i den lille by Bonden i Minnesota. Hun var lige blevet udskrevet fra et psykiatrisk hospital i Brooklyn, hvor hun var indlagt med diagnosen ”akut forbigående psykose”.

Den forbigående psykose skyldtes, at hendes mand gennem 30 år, gen-forskeren Boris, havde meddelt, at han trængte til en pause i deres forhold. Pausen var en indtagende fransk gæsteforsker.

Mias voldsomme reaktion er en blanding af skuffelse over »forræderens, møghundens og den højt elskedes« svigt og det uendeligt banale i at skulle se sig udskiftet med en yngre model. Da Mia er kommet sig over det akutte stadium, har hun brug for at orientere sig i sit nye liv, nu uden ægtemand.

Total kvindeunivers

Hun vender tilbage til sit udgangspunkt, den lille by på prærien, hvor hendes norsk-amerikanske familie i sin tid slog sig ned. Der bor hendes mor stadigvæk i en beskyttet bolig i et kompleks sammen med alle de andre enker. Mia, der har et cv som respekteret omend ikke særlig kendt lyriker, tilbyder at tage et hold piger i den lokale skole i creative writing.

Så dér er Mia, svigtet og traumatiseret, midt i Midtvesten omgivet af piger og kvinder, ja selv relationerne udadtil sker gennem søster og datter.

I dette totale kvindeunivers bliver Mia vidne til stor dynamik både i den geriatriske afdeling og blandt teenagerne.

Fulde af skeletter

Der bliver lindet på døren til adskillige skabe fulde af skeletter. Mia må noget ufrivilligt, men også i stigende grad fascineret, forholde sig til adskilligt fra en af de gamle damers forbudte og skjulte broderier fra en tid, som den nu skrøbelige og blåtonede olding for længst har lagt bag sig, men alligevel aldrig har glemt.

Der er også skriveholdet, hvor de store piger viser sig ubehageligt kreative også uden for pensum.

Som Mia filosoferer hen i mod slutningen, er der ikke den store forskel mellem tragedie og komedie; det er bare et spørgsmål om, hvor man standser begivenhederne. I hendes tilfælde synes der at være lagt op til tragedie, men der skal ikke så megen forandring til, så kan der ske ting og sager.

Altid analyserende

Vi kender Siri Hustvedt både som romanforfatter og essayist. Men mere karakteristisk er det nok, at hun i høj grad sammenvæver de to genrer. Også denne gang lader den 55-årige Hustvedt sin fortællerstemme, Mia (som jo betyder ”min”), tænke over tingene på en måde, der minder om essayets forfølgelse af tanker med talrige referencer til dokumentation af fremførte synspunkter.

Fornemmelsen af de mange diskuterende stemmer har helt konkret udtryk i den stribe e-mails, som Mia udveksler med NN, der fra en mystisk indsigtsfuld position kommenterer Mias gøren og laden, først til Mias forskrækkelse og irritation, senere som en velkommen og meget livsklog samtalepartner.

I romanens ramme bliver alle disse ekskurser til en del af den altid analyserende Mias personlighed. Mia går til verden med en produktiv skepsis, der i hendes eksil får en skarp ironisk kant, men aldrig mister en yndefuld, drillende lethed.

Tiltrængt pause

”Sommeren uden mænd” er en langsom og tankevækkende historie fra et midlertidigt testetoronfrit univers, en slags forsøgslaboratorium for kvindelige erfaringer.

Men der er på ingen måde tale om et radikalt feministisk indlæg, snarere om en tiltrængt pause uden mænd, der giver mulighed for at trække nogle streger og artikulere nogle ellers flygtige fornemmelser, der med mændenes tilstedeværelse ville være umulige at få hold på.

Det er skidt for Mia, det med Boris, men det er godt for Hustvedt at have hende placeret derude under den store himmel. Både hun og læseren bliver klogere - og det gør Boris også!