Anmeldelse: Signe Schlichtkrull: Krak

Signe Schlichtkrull:

KRAK

176 sider, 200 kr.

Samleren

I sin debutroman ”Fogeden” fra 2009 dykkede Signe Schlichtkrull med udgangspunkt i en kvindelig pantefoged ned i skæbner fra landets laveste socialklasser.

I sin vellykkede andenudgivelse skyder Schlichtkrull mod samfundets tinder og skaber med ”Krak” et skarpt portræt af en bankmand, hvis stålsatte tro på bankens succes-spin bliver hans fald.

Finansanalytikeren Claus elsker sit arbejde i Din Bank. Selv om finanskrisen kradser, lulles Claus ind i bankens selvskabte vækstillusion, som de øverst ansatte fremturer. Pladsen på A-holdet giver adgang til et liv i uvirkelig luksus med midnatsgolf og svømmeture i en forjættende pool i kæmpevillaer, hvor retorikken ikke bærer præg af den verdensomspændende gældskrise.

Lige på kornet

Schlichtkrull har i sin kølige finanskrisefortælling en ferm fornemmelse for den verden, som hun afsøger, og rammer både miljøet og sprogtonen lige på kornet. For os uindviede er det, som om finansmændene taler i koder i et lukket sprog og system, som ingen andre har adgang til.

Her tales om Dubai-investeringer, stigende pengemarkedssatser og det næste sommerhuskøb, men alt sammen på en underligt overfladisk måde, som mimer Claus' tilgang til hans umiddelbare omverden. Det er en verden, hvor alt og alle kan udskiftes, og hvor ingen er mere værd end den seneste investering, der snart nok kan devalueres.

Hypnotiseret af guld

Som hovedperson betragtet er Claus en flad en af slagsen. I den lille, tætte romans løb kommer vi ikke voldsomt meget tættere på ham - og det er et gode. Han navigerer i livet, som havde han bundet bobleplast om hovedet. Han er som hypnotiseret af finansverdenens tomme løfter om guld og grønne skove og sejler som resultat kulret rundt uden sikker grund under fødderne.

Han ignorerer sin anonyme kæreste, Sarah, ikke kynisk bevidst, men snarere per refleks, og han stiller sig ikke kritisk over for det økonomiske krak, der åbenlyst må komme.

Den mest fængslende karakter i ”Krak” er den mystiske bankfrue Aslaug, der nærmest har en delirisk effekt på Claus. Hun er omgivet af en aura af aldrig udtalt seksuel spænding og er stærkt knyttet til den pool, der bliver en central metafor på det kolde, uoverskuelige dyb, der dækkes af en blankpoleret overflade.

Schlichtkrull økonomiserer sin historie og har fuldstændig renset den for umiddelbar psykologi. Til gengæld rummer den i sine små, præcise betragtninger både gys og humor i glimt og repræsenterer om noget et bud på en realistisk samtidsroman.