Anmeldelse: Siegfried Lenz: Et minuts stilhed

Roman Siegfried Lenz: Et minuts stilhed

Oversat fra tysk af Jacob Jonia

141 sider, 149 kr.

Forlaget Hovedland

UDKOMMER I DAG.

Den seneste bog af Siegfried Lenz, der i dag udkommer på dansk, er i Tyskland allerede solgt i over 300.000 eksemplarer. I månedsvis uge efter uge har ”Schweigeminute” holdt sig stabilt i Top 10 på bestsellerlisten.

Den legendariske litteraturkritiker Marcel ReichRanicki har omtalt bogen i begejstrede vendinger i Frankfurter Allgemeine Zeitung. Nu er der selvfølgelig et nært personligt venskab mellem Ranicki og Lenz, men også andre kritikere har givet den lange novelle, som i Danmark lanceres som roman, en pæn modtagelse.

Filminstruktøren Oliver Hirschbigel, manden bag ”Der Untergang”, har allerede sikret sig filmrettighederne. Det kunne altså se ud til, at den 82-årige forfatter er i storform. Men er han nu også det?

Gennembrud i 1968
I 1968, det store revolutionsår, fik Siegfried Lenz et velfortjent internationalt gennembrud med romanen ”Tysktime”. Den 21-årige Siggi, som sidder i et ungdomsfængsel, skal skrive en stil om ”pligtens glæder”. I stedet leverer han - via historien om konflikten mellem den ”entartete” kunstmaler, Nansen (læs Emil Nolde) og den overdrevent pligtopfyldende politibetjent - en eksemplarisk fremstilling af, hvordan nazismen kunne fungere i praksis.

”Tysktime” var den rigtige bog på det rigtige tidspunkt. Samtidens rebelske studerende, der i Tyskland ikke mindst rebellerede mod deres fædres tavshed om de katastrofale år 1933-1945, kunne i Lenz' hovedværk finde svar på mange af deres spørgsmål.

Trofast læserskare
Lige siden ”Tysktime” har Lenz haft en stor, trofast læserskare. En del tyske kritikere har dog været knapt så begejstrede. Især de fire romaner, Lenz har udgivet efter genforeningens forandrede Tyskland, har kritiske røster - med varieret stemmeføring - karakteriseret som old hat.

Var Lenz' stiliserede og konstruerede historier virkelig de rette kunstneriske svar på nye tyske udfordringer?

Mange var i det hele taget inderligt trætte af det moraliserende tonefald, de gamle Gruppe 47-veteraner betjente sig af. Dog nok mere af Günter Grass end den elskelige Siegfried Lenz. Men hvornår - spurgte ”Der Spiegel” i en ret så kontant samtale med forfatteren for nogle år siden - havde Lenz mon tænkt sig at forsøge sig som erotisk fortæller?

Manglende lidenskab
Det har han nu. ”Et minuts stilhed” skildrer et kærlighedsforhold mellem gymnasieeleven Christian og hans ungdommelige engelsklærer, Stella Petersen. Stella dør dog på tragisk vis ved en skibsulykke.

Bogen tager udgangspunkt i mindehøjtideligheden, idet fortælleren - det meste af tiden i første person, undertiden dog med direkte henvendelser i anden person til afdøde - i en flashback-struktur gør rede for begivenhederne.

Det hele foregår engang i 1970'erne i en fiktiv by ved Østersøen. Lenz er jo glad for havet.

Lenz' mest trofaste læsere vil nok finde historien smuk og rørende. Fortælleren virker dog ikke på undertegnede som en autentisk 18-årig. Han fremstår snarere som en stemme, der har rundet de 80.

Jeg savner ganske enkelt noget lidenskab. Noget ”Sturm und Drang”.