Siegfried Lenz: På scenen

Siegfried Lenz:

På scenen

Oversat fra tysk af Hans Ægidius

126 sider, 149 kr.

Forlaget Hovedland

Er udkommet

Vi er igen i et fængsel. Lige siden hovedværket ”Tysktime” har fængslet, som her eufemistisk dog kaldes ”befæstet hus”, været en yndet location hos Lenz.

De indsatte i Issenbüttel er imidlertid alle gode og rare mennesker. Hos Lenz er mennesker i reglen gode og rare. Også hovedkarakteren med det symbolske navn Clemens (latin: mild) er i grunden en flink fyr. Da han var professor i litteratur, lod han i al gemytlighed de kvindelige studerende bestå eksamen til gengæld for visse seksuelle ydelser.

Også hans cellekammerat Hannes er en flink fyr. Hans pudsige forbrydelse bestod i, at han - iført politiuniform - inkasserede fartbøder på en indfaldsvej til Hamburg.

Fangeflugt i det grønne

En dag kommer kunsten til fængslet.

Et omrejsende turnéteater, der ankommer i bus, skal opføre en forestilling med det symbolske navn ”Labyrinten”. I labyrinten kan mennesker forsvinde sporløst. Det bliver imidlertid Clemens, Hannes og alle de andre flinke fanger, der forsvinder i teatertruppens bus i en pause.

De kører nu til en lille by med det symbolske navn Grünau, hvor de modtages som kulturelle helte. De flinke landsbyboere tror nemlig, at buspassagererne med det ejendommelige tøj, udgør en rigtig teatertrup. Flinke, som de er, vil de undvegne fanger forsøge at leve op til rollen.

Som var de kunstens svar på kaptajnen fra Köpenick, sætter de Grünau på den anden ende. Den gæve Hannes grundlægger et hjemstavnsmuseum, og den gode Clemens grundlægger et folkeuniversitet.

Til sine forelæsninger genser han én af sine gamle kvindelige studerende med det symbolske navn Isolde.

En hyldest til litteraturen

Fangeflugten til det grønne Grünau får dog en ende. Tilbage i fængslet opfører den rigtige teatertrup på symbolsk vis ”Mens vi ven

ter på Godot”.

Det hele ender dog ikke så skidt endda. Den flinke fængselsdirektør, der vil skrive sine erindringer, inddrager Clemens i dette fortjenstfulde projekt. Den litterære fange får tilmed besøg af en flok tidligere studiner, som kun vil ham det godt.

På den sidste side står der pludselig noget vedkommende: »Man kan ikke skrive om nogen eller noget uden at røbe en del om sig selv.«

Som en boomerang

Nu vil de inkarnerede Lenz-fans selvfølgelig hævde, at disse ord rammer denne anmeldelse som en boomerang. At anmelderen røber sig som en perfid polemiker, der begår karaktermord på tysk litteraturs grand old man og slet ikke har forstået, at romanen i virkeligheden er en romantisk og eventyrlig hyldest til litteraturen, som formår at bygge bro mellem kunsten og livet.

Men tro mig: jeg forsøgte virkelig at gå til ”På scenen” med et oplagt sind uden forudfattede meninger. Alligevel lykkedes det mig at falde i søvn tre gange i løbet af den lille roman.