Sherry Jones: Medians Juvel

Sherry Jones:

MEDINAS JUVEL

Oversat fra amerikansk af Pernille Nørregaard

340 sider,

275 kr.

Forlaget Pressto

UDKOMMER I DAG

Om så den amerikanske journalist Sherry Jones havde hyret verdens bedste og dyreste reklamebureau til at lave fremstød for sin debutroman om Muhammeds barnebrud, ”de troendes moder” Aisha - ja så kunne hun ikke have opnået mere medieopmærksomhed end den, hun har fået ganske gratis.

Først fordi det amerikanske forlag, Random House, som oprindeligt skulle udgive bogen, sprang fra aftalen, siden da romanens britiske forlag blev udsat for et brandbombeattentat.

Gift som niårig
Om Sherry Jones er ærlig i sin naive udtalelse om, at hun slet ikke havde overvejet, at temaet Muhammeds kvinder kunne give problemer, eller om hun bare spiller genialt på medieklaviaturet, vil jeg overlade til læseren at afgøre, så jeg i stedet fluks kan springe til spørgsmålet: Er romanen værd at læse?

Svaret er: Ja, hvis man er til kulørte, floskelfyldte kærlighedsromaner - ellers ikke.

Fortællingen er som følger: Aisha bliver som niårig gift med den 53-årige Muhammed. Allerede som seksårig har hun fået at vide, at hun er blevet lovet væk til en mand, og i den forbindelse giver moderen hende det råd, at hun skal sørge for at blive førstehustru, for hvis hun ikke selv styrer sin skæbne, så vil andre gøre det for hende.

Det råd tager hun meget alvorligt, da hun flytter ind i Muhammeds hus, for profeten anskaffer sig hele tiden nye koner alias konkurrenter-til-hans-gunst, mens han legitimerer det støt voksende harem med politiske og ædelmodige motiver.

Den forklaring køber Aisha kun delvist, og hun bruger alle tricks for at blive hans yndlingshustru. Et sidetema i bogen er Aishas forelskelse i den forførende barndomskæreste, Safwan, som hun oprindeligt var lovet væk til, og som konstant og vildt urealistisk dukker op lige på de steder, hvor Aisha nu tilfældigvis befinder sig.

Feministisk perspektiv
Forfatteren har ønsket at konstruere en historie om Aisha set fra et feministisk perspektiv og med Muhammed i den mandlige helterolle, og den cocktail gør de to hovedpersoner til rene stereotyper.

Aisha er smuk, intelligent, modig, handlekraftig, viljestærk, ambitiøs, lidenskabelig, generøs og oprørsk på sit køns vegne. Hun afskyer de kedelige og evindelige kvindepligter, men opofrer sig dog gerne for sin elskede Muhammed.

Han er flot, klog, kærlig, dyb, følsom, betænksom, retskaffen og barmhjertig - og naturligvis benytter han sig ikke af sine rettigheder som ægtemand over for sin barnebrud. Ingen pædofili her, tak.

Den stakkels Aisha må bruge al sin list for at forføre ham, for at ægteskabet endelig kan fuldbyrdes, men Allah være lovet lykkes det, så hun kan blive en rigtig kvinde:

»Smerten fra fuldbyrdelsen smeltede snart væk. Muhammed var så nænsom. Jeg mærkede knapt skorpionens stik. At være i hans arme, hud mod hud, var den lykke, jeg havde længtes efter hele mit liv.«

Kvalmende sprog
Citatet er helt igennem typisk for romanens kvalmende, klichéfyldte sprog, som et rimeligt godt, om end totalt usandsynligt plot ikke kan kompensere for.

Glorificeringen af Muhammed som den ædle ridder på den hvide kamel er gab-gab, og den litterære figur har da også meget lidt at gøre med den historiske person, som var anderledes kontant og brutal i sin fremfærd.