Sara Gruen: Vand til elefanterne

Sara Gruen:

VAND TIL ELEFANTERNE (Water for Elephants)

Oversat fra amerikansk af Ellen Mygind Kristensen

356 s., ib., ill. Kr. 299,95 (vejl.).

Bazar Forlag

En dag i 1930'erne vil den unge dyrlægestuderende Jacob bare væk og havner i et af de mange cirkus, der på denne tid turnerer USA tyndt.

Cirkus Benzini viser sig hurtigt at være et kaotisk menageri af mennesker og dyr, hvor Jacob bliver viklet ind i utallige, ofte blodige og/eller erotiske intriger mellem den kyniske cirkusdirektør, den gale dyrepasser, og ikke mindst dennes bedårende, heste-og-alt-muligt-andet-betvingende hustru. Samt elefanten Rosie.



Relativ banal
Hoveddelen af den 37-årige Sara Gruens internationale bestseller er et relativt banalt og forudsigeligt trekantsdrama (vil dyrepasseren mon ikke en dag få sin bekomst af elefanten?). Det er de farverige kulisser, bipersoner og tilsyneladende ofte autentiske anekdoter i den gennemresearchede forestilling, sågar illustreret med autentiske fotos, der navnlig holder energien oppe som en slags John Irving i letvægtsudgave.

Men det er rammefortællingen, der er rigtig vedkommende. Her sidder den 93-årige Jacob på et plejehjem og kæmper med både helbred, bureaukratiske plejere, bøvede medbeboere og en ligeglad familie, og skildringen af den udadtil svækkede, kværulantiske gamle mand med både minder og livslyst intakt har en helt anden kant end al den højrøstede cirkusromantik ind imellem.

Her skriver Sara Gruen med et helt andet bid og fokus end i hovedhistorien, der primært fungerer som en muskuløs manegefremvisning af et stykke amerikansk underholdningsindustri af i forgårs. Foruden at man når at tænke, at der skrives alt for få bøger om kunstnere, som dropper ud af kulturlivet og finder lykken som bogholdere eller vvs-arbejdere.