Anmeldelse:
Anmeldelse: 3 out of 6
Find mere om:
Sara Blædel: Aldrig mere fri | bog.guide.dk

Sara Blædel: Aldrig mere fri

Krimi: Fortsat kvalitetsfremgang hos Sara Blædel, der er klar med sin fjerde udgivelse.

Sara Blædel:

ALDRIG MERE FRI

376 sider, 299 kr.

People's Press

UDKOMMER I DAG


I forbindelse med udgivelsen af sin fjerde krimi, ”Aldrig mere fri,” får Sara Blædel danske bogkøberes pris som deres yndlingsforfatter for 2008. Hvad er det så, disse danske bogkøbere, hvis antal og repræsentativitet historien ikke melder noget om, synes så godt om hos Sara Blædel?

Det kunne man jo have spurgt dem om, men de har sikkert bare sat et kryds på en seddel og afleveret den ved udgangen af boghandelen. Men så kunne man jo se på forfatterskabets indbyggede fascinationskræfter.

For det første er der jo tale om krimier. De har et stort og trofast publikum, og de findes i utallige variationer. Hos Blædel kombineres politikrimi med journalistkrimi. Så skulle to af tidens mest populære variationer være dækket ind i ét og samme hug.

Og da kriminalassistent og journalist begge er kvinder, får vi så også lige denne meget tidstypiske facet. Så er politikvinden endda i en situation med angst for at binde sig, mens journalisten har bundet sig, og nu sidder tilbage med kæntret ægteskab og delebarn. Scenariet er velkendt fra såvel virkelighed som fiktion.

Handel med kvinder
I det hele taget sørger Blædel for, at virkeligheden trænger sig meget på. Lige så i valget af problemområder, som politi og presse må tage sig af. Det har tidligere været narko. Denne gang er det ”trafficking”, dvs. handel med kvinder til prostitution.

Læsere vil gerne have et kig ind bag kulisserne, til virkeligheden bag dens officielle formidling. Det kan fiktionen klare og endda med bravur, for den er jo ikke forpligtet på dokumentation og den slags. Det gør forfatterne som oftest klart i forord eller efterord. Således også her.

Den anden ende af virkeligheden, det man kunne kalde trivial- eller mikro-referencerne, er Blædel eminent god til.

De små dilemmaer
I hendes debutkrimi frydede denne anmelder sig specielt over en nattescene, hvor en af de to hovedpersoner i en sen nattetimes søvnløshed stod foran køleskabet og ikke kunne bestemme sig til, om glasset skulle indeholde letmælk eller minimælk.

Den slags vrimler det med i Blædels krimier. Vi får grundigt indblik i hovedpersonernes daglige vaner og små dilemmaer: Hvordan morgenbordet ryddes, hvordan der cykles til arbejde, osv. Man kan næppe overvurdere fascinationskræfterne i denne småtingsafdeling, for det er jo her, læseren hægtes på i afspejlingen af egen dagligdag.

Selve historien
Der er altså rigeligt med elementer med velprøvet læser-appel. Og hvad så med selve historien? Ja, den går ud på at opklare et drab på en prostitueret ikke langt fra Halmtorvet i København.

Et par albanske herrer med bopæl i Danmark kommer i søgelyset, men sporet viser sig at gå til andre mørke kræfter i det tidligere Jugoslavien.

Hermed knyttes der an til sidehandlingen, der begynder med et hittebarn lagt i våbenhuset i en kirke på Frederiksberg, hvor den »populære og kendte mediepræst«, som Blædel med ugepresse-terminologi beskriver ham, bor alene med sin søn i den store præstegård.

Sara Blædel leverer varen. Ingen tvivl om det. Det er også fint nok. Alligevel savner man en personlig satsning, der kunne give historien en kant, som det vel hedder i journalistsproget. På tankeplanet er der intet, der hæver sig op over livsstilsmagasinernes lommefilosofi og -psykologi.

Savner en kant
På det stilistiske plan voves der heller intet. Alt sovses ind i den type pseudo-engagerede prosa, vi kender fra chatværterne på tv og de glittede blades klummeskribenter. Plottet er hæderligt, men en anelse forceret, i og med at både politi og presse skal ind over.

Sara Blædel er blevet bedre gennem de nu fire bind, men der er stadig et stykke til de gode svenske, norske, amerikanske og britiske kolleger. kultur@jp.dk

Blå bog - Sara Blædel

Født den 6. august 1964.

18 år gammel i lære som tjener, siden i gang med en grafisk uddannelse som reprokopist og senere tilbage til tjenerfaget.

Efter at have været grafisk koordinator for Gyldendal Bogklubber grundlagde hun i 1993 krimiforlaget Sara B., som genudgav kriminalromaner i paperback.

Sideløbende arbejdede hun som journalist og inden for tv-verdenen.

Krimier i eget navn

  • Grønt støv, 2004
  • Kald mig prinsesse, 2005
  • Kun ét liv, 2007
  • Aldrig mere fri, 2008

Man savner en personlig satsning, der kunne give historien en kant, som det vel hedder i journalistsproget. På tankeplanet er der intet, der hæver sig op over livsstilsmagasinernes lommefilosofi og -psykologi.

Anmeldelse af Sara Blædel - Kvinden de meldte savnet

09-11-2014: Sara Blædels krimi nr. 9 om Louise Rick og co. stiller skarpt på medlidenhedsdrab. Læs artikel

Anmeldelse: Sara Blædel: De glemte piger

12-11-2011: Sara Blædel skriver denne gang mere stramt og disciplineret end vanligt om politiefterforskeren Louise Rick, der har problemer både på politistationen og på hjemmefronten. Læs artikel

Anmeldelse: Sara Blædel: Dødsenglen

07-12-2010: Sara Blædel lader sine plots udvikle sig til noget i retning af en krydsning mellem Enid Blytons børnekrimier om ”De fem” og så slægtsfejder À la Morten Korch. Sproget gør bestemt ikke noget væsen af sig. Læs artikel

Nyhed: Nøgne lig hos tyrkiske boghandlere

06-05-2010: Danske krimier er blevet en del af den skandinaviske bølge, og flere og flere udkommer i udlandet. Læs artikel

Anmeldelse: Krimi Sara Blædel: Hævnens Gudinde

24-09-2009: Går man til ”Hævnens gudinde” med forventningen om en krimi, hvor alt er skruet sammen for at optimere genrens kerneydelse, bliver man skuffet. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste
Loading...