Anmeldelse: Sara Bergmark Elfgren og Mats Strandberg: Cirklen

Sara Bergmark Elfgren og Mats Strandberg:

CIRKLEN

Oversat fra svensk af Kina Bodenhoff

464 sider, 250 kr.

Gyldendal

Der udgives (stadig) massevis af fantasy, okkulte thrillere og gotisk teenageromantik i ungdomslitteraturen. Og hvor fængende Twilight-serien end var, inspirerede den også til en bølge af nypuritansk og hvinende sød fantazy, som talte til en bred målgruppe af tweens og opefter, men som heller ikke nødvendigvis mættede længere end en candyfloss.

Cirklen, som helt i tråd med fantasy-trenden er første del af en planlagt trilogi, kalder sig en heksethriller, og den er et rigtig godt bud på en ungdomsroman med lidt mere næring.

Den handler om rigtige unge, der ikke altid formår at beholde trusserne på eller at styre de hjemmebrændte branderter. De har følelser - også grimme - de er usikre, mobber og går hjem med de forkerte, og de gør alt for at passe ind i et nådesløst popularitetshierarki med usynlige og benhårde love. Udgangspunktet er altså særdeles virkeligt. Måske derfor virker den fantastiske dimension også ekstra mystisk, da den crasher ned i de unges tilværelse som en højst uvelkommen gæst.

Hekse om natten

Romanen følger seks meget forskellige unge - først enkeltvis og siden som den gruppe, de tvinges til at blive, da det viser sig, at de alle er hekse.

Styret af en mærkelig kraft befinder de sig pludselig i skoven ved nattetide. De aner ikke hvorfor, men sandheden går langsomt op for dem.

De seks piger påtager sig hekse-hvervet med svingende entusiasme. En kæmper imod af alle kræfter, mens skolens outsider, Anna-Karin, opdager, at hun kan bruge magi til at score skolens mest populære fyr, få en rigtig mor og et par beundrende veninder.

Først, da de opdager, at nørde-Elias' død ikke alligevel var for egen hånd, og da flere venner begynder at dø omkring dem, indser de, at de må udnytte deres forskelligheder til at kæmpe i flok. Det er en pointe i bogen, som nærmer sig en morale, men det er fint og forfriskende, at der er styret uden om de mest oplagte ungdomstypologier: Mobbeofret er ikke bare hende den tykke, men søde - og partypigen er mere end rent lir og et dårligt eksempel.

Persongalleriet er med andre ord både komplekst og troværdigt.

Romanen er spændende mere end uhyggelig, og en toer må da også godt skrue op for uhyggen, men der er lagt i kakkelovnen til en virkelig god heksethriller, der også er en virkelig god ungdomsroman. Og det er sjældent!