Roman
Sapphire: Precious
135 sider, 69 kr.
Mis. Label
Er udkommet
Jeg så Lee Daniels eminente filmatisering af Sapphires ”Precious” ved filmfestivalen i Cannes for 10 måneder siden, og den sidder stadig i kroppen på mig og har gjort et uudsletteligt indtryk. Jeg har en nagende fornemmelse af, at det samme vil være tilfældet med romanen, der sit ringe omfang til trods rummer en historie, der er større end de fleste.
Til de læsere, der endnu ikke er blevet ramt af ”Precious”-orkanen, er det på sin plads med et kort referat. Bogens første sætning giver et meget godt billede af miseren: »Jeg måtte gå om da jeg var tolv år fordi jeg fik et barn for min far.«
Claireece Precious Jones er født i New Yorks Harlem i 1970 - altså før borgmester Giulianis renskuring af Manhattan - og lever en tilværelse, hvis uhyrlighed ikke kan beskrives.
Hun er blevet flasket op med ondskab i sin reneste form hos en mor, der misbrugte hende på alle tænkelige måder, en far, der voldtog hende gennem hele barndommen, og med hvem hun nu venter sit andet barn. Aldrig nærhed, kærlighed eller omsorg, men altid læsterlige prygl, stegepander i ryggen og skældsord nok til at tage gnisten fra enhver.
Moderen er dødeligt jaloux over, at hendes datter har taget hendes mand fra hende og lader dette had styre hele livet.
Precious har aldrig mærket selv den mest basale form for kærlighed, så da hun indlemmes i skoleprojektet Each One Teach One og får en lærer, der interesserer sig oprigtigt for hende og ser hende som andet end et problem, ændrer hendes liv langsomt retning. Det er en øjenåbnende åbenbaring for hende, at der er andre, der også er blevet misbrugt, heller ikke kan læse og så videre. Og at livet kan gå videre grusomhederne til trods.
Sapphire har skrevet romanen i Precious' eget sprog komplet med fejludtalelser og stavefejl. Det hæmmer begyndelsesvis læsningen en smule, men efterhånden bliver effekten, at man sætter sig i Precious' sted. Stilen er træfsikkert holdt som en stream of unconsciousness, hvor Precious lader alt, hvad hun har i tankerne - bevidst som ubevidst - forme sig til ord på papiret. En af grundene til, at det fungerer så godt, er, at vi ikke fornemmer den bedrevidende forfatter eller fortæller bag det hele.
Vi får ucensureret refereret Precious' fordomsfulde had til hvide, crackbrugere og latinamerikanere. Ligesom hun selv ikke har forbindelse til sig selv og ikke ved, hvor hun begynder og slutter, som hun selv formulerer det, er romanen også formet som et langt blik ind i en verden, der burde være løgn.
Romanen er selvklart udkommet i dønningerne på filmens velfortjente succes, og de to vil supplere hinanden fremragende. For en gangs skyld en situation, hvor film og bog matcher hinanden til fulde.
Har du kommentarer til guide? Fortæl os hvad du syntes om guide.dk



